Hul i afgiftsomlægningen?

Mens de populære SUVer fik en over næsen ved afgiftsomlægningen i april, blev de mindst lige så forurenende pickup trucks forbigået i tavshed. »Det må da være en fejl,« lyder det fra flere sider af Folketingssalen.

Pickup trucken har i årevis været amerikanernes foretrukne transportmiddel. Og med de nye takter fra bilforhandlerne og importørerne ser det ud til, at danskerne er ved at adoptere endnu et stykke amerikansk kulturarv.

Men det var bestemt ikke meningen med forårets omlægning af bilafgifterne, hvor der blev sat hårdt ind over for de benzin- og dieselslugende køretøjer. Altså bortset lige fra pickup-bilerne, som privatbilisten stadig kan få på gule plader til de lave afgifter. Og det er »et kæmpe problem,« mener de Radikale:

»Det må da være en fejl. Jeg synes, det er på tide, at vi sætter miljøet højere end modefænomener. Hvad bliver det næste? Bliver det, at man skal have en halvanden tons lastvogn med en stor kabine? Det er jo absurd,« siger miljøpolitisk ordfører Ole Glahn (R), der vil have, at man »på alle tænkelige måder bekæmper miljøsvineriet,« så alle andre end dem, der bruger pickuppen som arbejdsredskab, kommer til at bøde for det.

Miljøet betaler prisen
Miljøhensynet var en afgørende faktor ved afgiftsomlægningen, og beregninger forudser en begrænsning på CO2-udslippet på to procent som et resultat af ændringerne. Men denne positive konsekvens, kan pickupperne nemt komme til at køre over.

»Man lavede den her omlægning blandt andet for at begrænse CO2 udslippet. Men hvad nytter det, når meget af det vil blive spist op af de her meget tunge biler, der kommer til landet, fordi de danske afgiftsbetingelser stadig gør, at det kan betale sig,« siger skattepolitisk ordfører hos Socialdemokratiet, John Dyrby Poulsen.

Det er hans overbevisning, at Danmark hen over de næste seks måneder vil se meget mere til specialbyggede storforbrugende privatbiler med et »pickup-look«, fordi der stadig er hul i bilafgifterne.

Hos regeringspartneren de Konservative er man heller ikke begejstret for de nye vinde fra bilmarkedet.

»Det har jo ingenlunde været hensigten, at man i stedet efterspørger de her amerikaner-trucks. Og det er klart, at viser det sig at være en måde, hvorpå folk, der gerne vil have biler med store motorer, skaffer sig det, jamen så må vi selvfølgelig kigge på det,« siger Christian Wedell-Neergaard (K), miljøpolitisk ordfører.