Huawei klar til nærkamp med Apple om bærbare

Den kinesiske mobilgigant lancerer sine første tre PCer, hvoraf Matebook X kommer til Danmark lige efter sommerferien - og går direkte efter dem, der ville vælge Macbook, Surface eller Zenbook.

Matebook er Huaweis nye serie af bærbare PCer. De går direkte efter topsegmentet af købere og kommer til Danmark lige efter sommerferien. Foto: Huawei
Læs mere
Fold sammen

Langsomt men sikkert æder Huawei sig ind på Apples andenplads på verdens mobilmarked, og nu agter den kinesiske teknologigigant også at sætte sig i en god position på PC-markedet med sin konkurrent til Apples Macbook Air.

De første tre Huawei-PCer blev i denne uge præsenteret i Berlin: en 2-i-1-Windows 10-PC , den 13 tommer ultratynde bærbare Matebook X og en 15,6 tommer stor bærbar, Matebook D. De skal tage kampen op mod Apples Macbook-PCer, Microsofts Surface-PCer og Asus' Zenbook-PCer, som alle har slået sig fast som topmærker, når man skal finde en bærbar PC med hestekræfter i elegant indpakning.

Til Danmark til august

Matebook X kommer til Danmark omkring august, bekræfter Huawei, som geynder at rulle de nye PCer ud i 12 lande i Europa, Nordamerika, Asien og Mellemøsten fra juni. Den vejer blot 1,05 kilo og kommer i tre farver: Space Gray, Prestige Gold og Rose Gold. Valget står mellem Intel i5- og i7-processorer, mellem 256 og 516 gigabyte lagerplads og fire eller otte gigabyte RAM-arbejdshukommelse.

De danske priser kommer til at ligge på mellem 10.690 og 12.690 kroner, afhængigt af modellen.

Huawei kommer ind på et tidspunkt, hvor PC-markedet ellers går tilbage og har gjort det i nogen tid. I 2015 faldt PC-salget med 8,3 procent, i 2016 med yderligere 3,7 procent, viser opgørelser fra analysefirmaet Gartner, der følger teknologimarkederne tæt. Udsigten for i år ser dog mere stabil ud - salget ventes at lande på samme niveau som sidste år.

»Vi ser muligheder i det vigende PC-marked,« siger Cheng Lei, markedsdirektør for Huaweis PC-division, til nyhedsbureauet Reuters og slog fast, at Huaweis satsning på PCer ikke er kortsigtet.

Vil bruge sin viden på tværs

Den kinesiske gigant satser på at kunne udnytte sin viden fra andre teknologiområder på også PC-fronten.

Huawei er i forvejen verdens tredjestørste mobilproducent efter Samsung og Apple og verdens tredjestørste leverandør af mobiludstyr efter svenske Ericsson og finske Nokia. Huawei satser bevidst på at få fat i den dyrere ende af PC-salget.

Huaweis regnskab for 2016 viste et næsten uændret overskud på omkring fem milliarder dollars ud af en omsætning på mere end 75 milliarder dollars.

Også Huaweis kinesiske kollega, Lenovo, som er verdens næststørste PC-producent, har det sværere. Overskuddet for januar-marts faldt med 41 procent til 107 millioner dollars men ligger alligevel lidt bedre end forventet, og faktisk lykkedes det Lenovo at kapre en lidt større markedsandel og dermed nærme sig HP, som vippede Lenovo af den globale PC-trone.