Huawei klar med sin egen afløser for Android

Den nye Harmony-software kan installeres i al slags elektronik i alle størrelser. Den kinesiske mobilgigant håber dermed at kunne give konkurrence til Googles Android, som Huawei ikke kan bruge.

Huawei satser nu på sin nye, egenudviklede software, HarmonyOS, der skal kunne bruges på alle former for elektronik og dermed gøre det nemmere at koble det hele sammen. Huawei

Den trængte, kinesiske mobilgigant Huawei lancerer nu sit eget, selvudviklede styresystem, som kan bruges i alle former for elektronik og koble det hele bedre og lettere sammen, end det er muligt gennem blandt andet Googles Android eller Apples iOS, som lige nu er altdominerende.

Huawei har i fem år arbejdet på HarmonyOS, som er det vestlige navn på den nye software, der skal kunne bruges i såvel smartphones, tablets, fladskærms-tv, smarture, biler og selv de meget små dimser og dingenoter, som skal kunne kobles på internetforbindelsen hjemme og ude.