Hovedentreprenør i oprør over fyring

En række byggeledere hos hovedentreprenøren CMT kritiserer anonymt Metroselskabets beslutning om at fyre det irske vikarbureau Atlanco fra metrobyggeriet.

Metroselskabet fyrede det irske vikarbureau Atlanco i forbindelse med metrobyggeriet i København. Arkivfoto: Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der bliver igen sået tvivl om, hvorvidt Metroselskabets fyring af det omstridte irske vikarbureau Atlanco skyldes et politisk pres fremfor at sikre medarbejderne ordentlige arbejdsvilkår.

Berlingske har kendskab til godt 13 byggeledere hos hovedentreprenøren CMT, som med navns nævnelse har skrevet under på en erklæring, der opfordrer Metroselskabet til at lade Atlanco fortsætte på byggeriet. Reaktionerne kommer en uge efter godt 90 ansatte i Atlanco protesterede foran Metroselskabet med samme formål.

»Vi er flere, som synes, det er uforståeligt, at Atlanco ikke kan fortsætte. De her folk står nu med udsigt til en jul, hvor de ikke ved, om de er købt eller solgt. Det er mit klare indtryk, at de helst ville fortsætte med at arbejde for Atlanco,« siger en byggeleder, en såkaldt site manager, som ønsker at være anonym, men som Berlingske kender identiteten på.

Foreløbig er Atlancos medarbejdere blevet stillet job i udsigt hos ICDS, et andet irsk vikarbureau, som efter planen står til at skulle overtage noget af Atlancos arbejde. ICDS har dog tidligere i år gjort sig skyldig i at benytte boliger, der ikke var godkendt.

»Hele processen har været meget rodet. Det tager tid at få overflyttet folk til ICDS, og folk er usikre på, hvad det betyder for dem. Mange forstår heller ikke, hvorfor de skal overflyttes til et firma, som er blevet hængt ud på landsdækkende TV for at benytte sig af boliger, der ikke var godkendt. Jeg synes, det er ærgerligt for projektet,« siger kilden.

Metroselskabet fastholder, at det var nødvendigt at få CMT til at stoppe samarbejdet med Atlanco, som ifølge HR-chef Peter Knudsen benyttede sig af sit søsterselskab Rimec uden at oplyse om det.

»Hvis ikke vi ved, hvilke firmaer, der er på pladsen, har vi ingen mulighed for at styre projektet. Vi gør, hvad vi kan nu for at hjælpe medarbejderne videre og formidler kontakter til de andre leverandører. Men i sidste ende er det firmaerne selv, der ansætter, så derfor kan jeg ikke garantere alle job,« siger HR-chef Peder Mandrup Knudsen.Samtidig siger I, at beslutningen om at stoppe arbejdet med Atlanco var af hensyn til medarbejderne?

»Når vi skal vide, hvilke virksomheder der går på pladserne, er det jo for at kunne kontrollere, at kvaliteten er i orden, men jo også, fordi de ansatte ikke har samme rettigheder, hvis de er ansat i en anden juridisk enhed.«

Atlancos danske advokat, Jens Mosbek, der er partner i Kromann Reumert, har uden held forsøgt at få selskabet til at omgøre sin beslutning ved at indklage Metroselskabet i Sø- og Handelsretten.

Atlanco tabte sagen, men Jens Mosbek har efterfølgende skrevet til transportminister Magnus Heunicke (S) og forsøgt at henlede ministerens opmærksomhed på, hvad han beskriver som en urimelig behandling af en udenlandsk virksomhed.

Ministeren har ikke reageret, og derfor har advokaten skrevet til Folketingets transportudvalg, der heller ikke har reageret.

CMTs kommunikationsansvarlige Jens Munch oplyser, at CMT har været glade for Atlanco, men at projektet ikke bliver forsinket på grund af udskiftningen.

CMT ønsker ikke at oplyse Berlingske om, hvorvidt Metroselskabet skal betale dem erstatning som følge af beslutninger, der måtte forsinke byggeriet.