Honda får rekordstor bøde på 440 mio. kroner

De amerikanske myndigheder har stukket den japanske bilproducent Honda en rekordstor bøde for ikke at rapportere mere end 1.700 fejl og uheld med deres biler.

Hondas bøde er tyve gange større end den hidtidige rekord på 22 mio. kroner, som Ferrari fik i 2014. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: YOSHIKAZU TSUNO

Den amerikanske myndigheder har givet Honda den største bøde nogensinde til en bilproducent. Det japanske bilfirma skal betale 440 mio. kroner for ikke at følge lovkrav om indrapportering af fejl og uheld i deres biler. Siden 2003 har Honda indrapporteret 1.114 tilfælde, men undladt at informere om yderligere 1.700.

Sidste år fik Ferrari en bøde på 22 mio. kroner for tilsvarende forseelser. Det var indtil torsdag den største bøde hidtil, men den rekord har Honda altså nu slået med en faktor 20.

Honda måtte sidste år tilbagekalde 10 mio. biler på grund af defekte airbags. Mindst fem mennesker er bekræftet dræbt af Hondas airbags, der sendte en byge af fragmenter ud over fører og passagerer, når den udløses.

»Det sender en klar besked til hele branchen, at producenterne har et ansvar for komplet og punktlig indrapportering af den type kritisk sikkerhedsinformation,« siger Mark Rosekind, leder af National Highway Traffic Safety Administration, til Washington Post.

USA har netop nu store problemer med bilbranchen, der har måtte betale millionbøder på i alt 791 mio. kroner og tilbagekalde hele 60 mio. solgte biler, hvilket er dobbelt så meget som den tidligere rekord, der blev sat i 2004. Bødernes samlede omfang er større end samtlige bøder udstukket hidtil. Den rekord er altså nu slået af Honda alene.

Honda peger på »fejl i datahåndtering og computerprogrammering« som årsag til de manglende indrapporteringer. Som reglerne er i dag, kan myndighederne give bilproducenterne bøder på cirka 44.000 kroner per dag for brud på reglerne. Men bøden samlede beløb har et loft på 220 mio. kroner, som Honda ramte. Dertil kommer yderligere 220 mio. kroner i bøde for ikke indrapportere garantikrav til de føderale myndigheder.

Som følge af de mange problemer med bilproducenterne sidste år, vil National Highway Traffic Safety Administration nu have hævet loftet for bødernes størrelse til 1,8 mia. kroner.