Hoffets chokoladeleverandør får ny boss

Efter tre generationer i spidsen for kongelig hofleverandør af chokolade er nye kræfter hentet ind i familiefirmaet.

Michelsen Chokolade i Københavns Lufthavn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech Andersen

En af landets ældste producenter af chokolade har fået ny administrerende direktør.

Daniel Paetsch, som kommer fra en topstilling hos Toms Gruppen A/S, er netop tiltrådt som adm. direktør for Sv. Michelsen Chokolade A/S.

Dermed er en æra slut for Sv. Michelsen, der siden virksomheden blev grundlagt i 1933 af den konditoruddannede Svend Erik Michelsen, har haft den samme familie i tre genrationer i ledelsen.

I 1970’erne overtog datteren Rita og svigersønnen Kjeld Dorff ledelsen af Sv. Michelsen Chokolade, og i 2007 indledte Sv. Michelsen Chokolade et glidende generationsskifte, da sønnen Nicolas Dorff blev adm. direktør.

Med ansættelsen af Daniel Paetsch skifter Nicolas Dorff direktørposten ud med rollen som bestyrelsesformand, hvor han desuden overtager aktiemajoriteten fra forældrene Rita og Kjeld Dorff.

- Vi er meget glade for at kunne hente en dygtig og erfaren branchemand til posten som adm. direktør. Daniel har blandt andet arbejdet med udvikling af kvalitetsbrands, er en kompetent leder og vil bidrage til at skabe fortsat vækst og udvikling. Jeg føler mig derfor overbevist om, at han er den rette til at være med til at føre Sv. Michelsen Chokolade videre frem, siger Nicolas Dorff til branchemediet Foodsupply.

Daniel Paetsch bliver i sammen penselstrøg medejer af Sv. Michelsen Chokolade og har option på at øge medejerskabet.

Daniel Paetsch, 40 år, er cand.oecon. og har ud over fem år i ledende stillinger i Toms Chokolade tidligere arbejdet for A.T. Kearney og Capgemini Consulting med strategi og drift for en række danske og internationale virksomheder.

I dag findes Sv. Michelsen Chokolade over hele landet. Dels med butikker i Sv. Michelsen Chokolades eget navn beliggende i større butikscentre og handelsstrøg i Danmark og dels gennem mere end 250 specialforhandlere.

Sv. Michelsen har hovedkontor i Hvidovre og har siden i 1992 haft prædikatet "Leverandør til det kgl. danske hof".