Høreapparats-boss: Detail er en stor forretningsmulighed

William Demant Holding har over de seneste år været en aggressiv spiller i detailleddet af høreapparatmarkedet.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. William Demants hovedsæde. Her høreapparater fra Oticon. ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

Det træk - der populært kaldes vertikal integration - betyder, at selskabet på nogle salgssteder ender i direkte konkurrence med sine egne kunder fra engrosforretningen, men fordelene ved at eje detailbutikker selv er så store, at de overstiger ulemperne ved kannibalisering på engrossalget.

Det gør de blandt andet, fordi William Demant Holding ved at eje egne detailbutikker kan løfte indtjeningsmarginen, der typisk er meget lavere i detail end i engros, ganske betydeligt.

- Omkring 70 pct. af værdikæden for høreapparaterne ligger hos detailforhandlerne. Der er omkring 30 pct. profitmargin på engrossalget, mens den blot er omkring 10 pct. hos detail. Men det er 10 pct. af et langt større udgangspunkt på prisen, og derfor er der fortsat en stor indtjeningspulje at få del i, siger Niels Wagner, der er chef for William Demants detailforretning, i forbindelse med selskabets kapitalmarkedsdag tirsdag.

- Hvis vi køber detail, kan vi øge overskudsgraden meget, fordi vi får flere egne produkter ind over tid, men også omkostningerne falder pænt, og det løfter den samlede overskudsgrad, fortsætter detailchefen.

Han estimerer, at fuldt integrerede detailopkøb giver en overskudsgrad på omkring 19 pct. mod den normale margin på 10 pct., hvis man køber sig ind hos en ikke-ejet detailkæde.

Opkøb af detailkæder repræsenterer dog også et defensivt træk i forhold til hovedforretningen. Opkøbene sikrer nemlig, at William Demant Holding naturligvis opnår en høj andel af produkterne på hylderne i de ejede detailbutikker, og dermed forsvares den samlede markedsandel.

- Det er også et vigtigt defensivt træk, fordi det forsvarer distributionen af vores egne produkter, lyder det fra Niels Wagner.

Sidste år øgede William Demant Holding sit aftryk på detailmarkedet ganske betragteligt, da selskabet opkøbte den franske forhandlerkæde Audika.

/ritzau/FINANS