Højeste alarmberedskab op til næste uges solformørkelse

Beredskabet er højt hos de danske energihandlere, når vi oplever den første solformørkelse siden udbyggelsen af solceller i Europa. Energiselskaberne ser det som en test.

En større og større del af verdens energiforbrug vil blive dækket af sol og vind fremover. I Tyskland skal man f.eks. udfase atomkraft, og andre lande kigge efter alternativer til olie- og gasproduktion. Foto: Lilian Wu/AFP Fold sammen
Læs mere

Forestil dig, at du tager 80 af de største kraftværker i Europa og slukker dem på samme tid. Eller forestil dig, at 8.800 havvindmøller som dem i Anholt-havvindmøllepark pludselig stopper med at snurre.

Det bliver konsekekvensen af solformørkelsen over Europa, der rammer fredag 20. marts. Det bliver den første af slagsen, siden udbyggelsen af solceller for alvor tog fart, og det kan bestemt mærkes på elnettet, når solen pludselig bliver sort.

I Danmark rammer solformørkelsen mellem klokken 9.39 og 11.57, men lige fra måneskyggen går i land i Portugal, vil de danske energihandlere sidde klar.

»Vi har mandet fuldt op med el-handlere og meterologer,« siger Jakob Bendixen, der arbejder med fleksibelt forbrug og produktion hos Danske Commidities’ Asset Management-afdeling.

»Selve solformørkelsen er jo fuldstændig forudsigelig, men det er konsekvenserne ikke. Selv om vi i Danmark er godt forberedt, kan problemer i andre europæiske lande have en afsmittende effekt på Danmark.«

Samme besked lyder fra energihandelsselskabet Neas Energy: »Beredskabet er højt, og vi følger situationen hver eneste dag,« siger Jens Tang, der er underdirektør,.

»De udfordringer, der kommer fra det her, er store. Men vi er jo ikke uvant med at håndtere varierende elproduktion.«Der går cirka 300 år imellem, at vi får en fuld solformørkelse i Danmark. Sidste gang var i 1851, og næste gang bliver i 2142. Den kommende solformørkelse vil derfor kun være på cirka 80 procent, og solcelleejere vil ikke opleve det som meget anderledes, end hvis det var overskyet den dag. Og elkunderne vil sandsynligvis ikke opleve noget som helst.

Lidt ligesom år 2000

»Det bliver spændende at iagttage solformørkelsen, men vi kommer ikke til at mangle kapacitet. Man er forberedt på at erstatte med kraftværker i stedet, og det vil alle Europas elsystemer være forberedt på,« siger Peter Meibom, analysechef i Dansk Energi, og han bakkes op af Thomas Elgaard Jensen, der er direktør for internationale markeder i Energi Danmark.

»Jeg tror, at det bliver ligesom i år 2000 med IT-systemerne: Lige nu er vi utroligt opmærksomme på det, men jeg tror ikke, der kommer til at ske noget voldsomt. Men det bliver en spændende test,« siger han.

Energinet.dk har også understreget, at deres prognoseværktøjer tager højde for solformørkelser, og at det er helt normalt, at der er perioder uden solskin – det sker trods alt én gang i døgnet. Forskellen er, at forbruget af el er væsentligt højere klokken 9.39 end klokken to om natten.

»Alle er jo opmærksomme på det her. Lige fra tradere til netselskaber. De har al disponibel mandskab – alt, hvad de kan trække på af reserver, er klar, hvis der sker noget. Jeg tror, at der kommer til at være nogen effekt, men jeg tror også, at det bliver håndteret,« siger Jens Tang fra Neas Energi.

Mulighed for prisudsving

Én ting er, at dit køleskab ikke sætter ud, din kopimaskine ikke strejker, og dit lys ikke slukker. Noget andet er prisen for at holde dem i gang, og her kan der måske godt blive større udfald end i selve forsyningssikkerheden. I el-danmark er der dog blandede opfattelser af, hvilke konsekvenser solformørkelsen vil få på prisen.

»Det er en meget spændende dag på fredag. Vi er klar med vores intraday-afdeling. For dem er det lidt ligesom juleaften, når sådan noget sker, og der kommer potentielt nogle meget store udsving i priserne, men sandsynligheden for bløde pakker er meget stor,« siger Thomas Elgaard Jensen.

Prisstigninger tror man dog ikke meget på hos DONG Energy. Dels fordi solformørkelser ikke kommer som nogen tyv om natten, og dels fordi den ikke rammer i de mest højbelastede timer.

»Med hensyn til prisindflydelse, så mener jeg overordnet ikke, at det vil have den store betydning,« siger Torben Andreasen, der er elhandler hos DONG Energy. »Overraskelserne sker, når man ikke er forberedt, og solformørkelsen har været kendt i lang tid. Så hvis man går og venter prisudsving, så tror jeg, at man bliver skuffet.«

Og så er der jo selvfølgelig også den mulighed, at det er overskyet på fredag mellem 9.39 og 11.57. Da vil solcellerne alligevel ikke producere strøm, og så kan det hele være lige meget.