Høj bølgegang i Nordsøen

Mere end 300 milliarder kroner har Nordsøen gennem årtier sikret staten og dermed velstand og velfærd i Danmark. Men kunne staten have fået endnu mere ud af eventyret, og hvor længe vil det vare ved endnu? Business Søndag fortæller historien om 50 års kamp om ressourcerne i undergrunden.

Skibsreder A. P. Møller i samtale med statsminister Viggo Kampmann (th) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Man kan prygle et barn så længe, at det løber hjemmefra.«

Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møllers berømte ord om Nordsø-forhandlingerne med statsminister Anker Jørgensen (S) og energiminister Poul Nielson (S) i 1980-81 siger meget om de voldsomme udmeldinger og beskyldninger, som olien og gassen i Nordsøen har givet anledning til gennem årene.

Senest har regeringens foreslåede ændringer af beskatningen fået både virksomheder, interesseorganisationer og oppositionen op i det røde felt. Men historien har budt på talrige konfrontationer, ikke mindst mellem de to hovedrolleindehavere i form af A.P. Møller og den danske stat.

Eneretsbevillingen

Den danske stat tager en meget afgørende beslutning med tildelingen af Eneretsbevillingen til at lede efter råstoffer i den danske undergrund til A.P. Møller den 8. juli 1962. På det tidspunkt er A.P. Møller i høj kurs hos regeringen på grund af det nyopførte Lindø-værft og de mange medfølgende arbejdspladser. A.P. Møller løber med eneretten, selv om det tyske Deutsche Erdöl Aktiengesellschaft (DEA) efter et oliefund i Holsten i 1959 viser stor interesse for den danske undergrund og umiddelbart er villig til at investere flere penge end A.P. Møller. Der er dog ikke en gang gået 15 år siden afslutningen af Anden Verdenskrig, og tanken om at tyskere skulle udnytte den danske undergrund er ikke populær hos statsminister Viggo Kampmann (S).

A.P. Møller advarer i et brev til statsministeren i 1960 mod »en vis gradvis tysk Opslugning af Danmark«, der ville blive fremmet af tysk olieboring i landet, og i 1962 kommer den kongelige underskrift på Eneretsbevillingen i hus.

Potentialet i Nordsøen er uvist, og blandt andre de norske myndigheders geologiske undersøgelser tvivler på det tidspunkt voldsomt på, om der kan indvindes olie og gas fra såvel den danske som norske del af Nordsøen.

De tager alvorligt fejl, skulle eftertiden vise. Men i datiden er det et meget risikabelt projekt at bruge enorme økonomiske ressourcer på at kaste sig over olieindvinding. Mærsk Mc-Kinney Møller er oprindeligt heller ikke nær så begejstret for tanken som faren Arnold Peter Møller, men i dag hersker der ingen tvivl om, at Nordsøen i høj grad har støbt det bomstærke økonomiske fundament i nutidens A.P. Møller - Mærsk.

Attraktiv aftale for A.P. Møller

Og det lykkes selskabet at få overraskende gode betingelser i aftalen. Hvorfor giver man ikke flere selskaber lov til et efterforske samtidig, som senere skulle blive et stort ønske for staten, og hvorfor kræver regeringen ikke statsdeltagelse i koncesssionen? Eneretsbevillingen er en aftale, der derfor bliver betragtet som meget fordelagtig uden de store forpligtelser for A.P. Møller. Eneste store krav er, at der skal være produktion inden for ti år, for at bevillingen kan gælde de 50 år til 2012.

Hvor attraktiv aftalen er, kan ses af, at britisk-hollandske Shell få år forinden havde takket »nej« til at samarbejde om efterforskning med A.P. Møller, men nu meget gerne vil med i Dansk Undergrunds Consortium (DUC). A.P. Møller opretter DUC, fordi man ganske enkelt ikke selv har de nødvendige kompetencer til den komplicerede og potentielt farlige olieefterforskning.

I 1962 søger amerikanske Phillips Petroleum om tilladelse til at lede efter olie på den norske sokkel og flere selskaber følger efter. Den officielle udlægning på den norske olie- og gasorganisations tidslinje er bemærkelsesværdig. Her understreges det, at Norge »klogeligt« ikke gav nogle selskaber eneret i modsætning til eksempelvis Danmark. Der nævnes dog ingen andre eksempler end netop Danmark.

Det første fund

I 1966 bliver det første fund gjort herhjemme, og i 1971 gøres det store oliefund Dan. Den første olie begynder at flyde fra Dan-feltet i 1972, og A.P. Møller har dermed levet op til hovedkravet om produktion inden for ti år. Mens alt tilsyneladende er fryd og gammen mellem A.P. Møller og den danske stat i 1960erne, begynder kærligheden at knirke i 1970erne.

Danmark skæver til Norge, der tager kontrol over olieindustrien på en helt anden måde. I 1972 vedtager Norge en klar oliepolitik for at varetage den norske stats interesser, og det nationale olieselskab Statoil bliver oprettet. Samme år bliver Dansk Naturgas – det senere DONG – skabt, men herhjemme er det nationale selskabs rolle i første omgang fokuseret omkring forsyningssikkerhed, mens Statoil skal være olieproducent.

Anker Jørgensen udfordrer

Det bliver statsminister Anker Jørgensen (S), der for alvor begynder at udfordre A.P. Møller. Da Anker Jørgensen danner sin anden regering i 1975, bliver der taget skridt til den første revidering af Eneretsbevillingen. I 1976 oprettes Energistyrelsen som den kontrollerende myndighed, og det bliver indskærpet, at såvel efterforskning som investeringer skal øges, ellers må A.P. Møller levere dele af eneretsområdet tilbage, så det kan udbydes til andre. Konturerne til DONG som en statslig konkurrent til A.P. Møller begynder dermed for alvor at blive tegnet.

Statens utilfredshed hænger ikke mindst sammen med, at der endnu ikke er gasproduktion fra Tyra-fundet, der ellers allerede er gjort i 1968, altså tre år før Dan-fundet. Udviklingen af Tyra-feltet går stadig så trægt i 1979, at Anker Jørgensen i sin nye regering indsætter Poul Nielson som energiminister. Målsætningen er et stærkt DONG som konkurrent til A.P. Møller, og revisionen af Eneretsbevillingen i 1981 er det første alvorlige slag mod A.P. Møller. Der skal leveres uudforskede områder tilbage til staten. Der bliver også sat klare krav til A.P. Møllers videre efterforskningsindsats. Så hårde, at det ender med en voldgift, som nogle år senere falder ud til statens fordel.

DONG får også ejerskabet af rørledningen i Nordsøen, ligesom DONG kommer til at købe naturgassen af DUC til meget fordelagtige priser, da gassen fra Tyra endelig begynder at strømme i 1984. Da de nye licenser tildeles i midten af 1980erne er DONG med i dem alle, og staten er dermed på vej til at få sin egen producent af olie og gas fra Nordsøen. DONGs Siri-felt går i produktion i 1999, og samme år går det store Syd Arne-felt i produktion med amerikanske Hess som operatør og DONG som den store partner i licensen.

Forholdet mellem A.P. Møller og det statslige DONG er gennem en lang årrække alt andet end kærligt, hvilket får stor betydning, da genforhandlingen af Nordsøaftalen nærmer sig i 2003.

Selv om A.P. Møller tjener milliarder af kroner på Nordsøen, mener selskabet, at det er blevet trynet af staten og DONG for mange gange de foregående år, som det også fremgår klart af Mærsk Mc-Kinney Møllers udlægning af forhandlingerne med Anker Jørgensen og Poul Nielson. En kompensationsaftale, der sikrer A.P. Møller mod ændringer af vilkårene frem mod 2042, bliver derfor et ultimatum i forhandlingerne.

Har staten fået nok?

Nordsøaftalen fra 2003 er blevet kritiseret jævnligt gennem de seneste ti år som værende alt for lukrativ for A.P. Møller og partnerne Shell og Chevron. Resultatet af det nyligt offentliggjorte serviceeftersyn har derfor vakt stor skuffelse for kritikerne af beskatningen i Nordsøen. Serviceeftersynet fastslår, at det gældende skattesystemet for DUC er fair og balanceret, samt at staten har fået et merprovenu ved 2003-aftalen på 94 milliarder kroner i perioden 2004-2012. Det svarer til, at staten har fået en andel af det skattemæssige overskud på 62 procent efter de nye regler mod 36 procent før aftalen.

Perioden omfatter da også netop de år, hvor produktionen har været højest, og på den måde har timingen været fin for staten. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om staten har fået nok. De økonomiske vismænd har i årevis ment, at man skulle hæve beskatningen af Nordsøen betragteligt, og tænketanken Concito trak store overskrifter i slutningen af 2011, da den i en analyse vurderede, at staten var gået glip af 75 milliarder kroner, fordi staten ikke havde taget højde for en markant stigende oliepris siden 2004.

Regnestykket kan godt laves på den måde, men spørgsmålet er, om en progressiv beskatning, der skulle have fulgt olieprisen, ville have medført færre investeringer i Nordsøen, fordi incitamentet for DUC vil være blevet mindre til at udvikle mere marginale felter. I alle fald har serviceeftersynet konkluderet, at skatteniveauet fra 2003 er det rigtige.

Den meget kritiserede kompensationsaftale betyder da også, at staten juridisk set ikke har haft mulighed for at løfte skatten yderligere for DUC. Hvordan man overhovedet kunne finde på at lave en kompensationsaftale i 2003 har dog en forklaring. Magtforholdet i forhandlingerne med A.P. Møller var nemlig ikke så ensidigt i statens favør, som det ofte fremstilles.

I olie- og gasbranchen går der ofte omkring ti år fra den første efterforskning af et område iværksættes, til der kan komme produktion, og i 2003 var DUCs investeringer i Nordsøen allerede begyndt at falde, fordi Eneretsbevillingen ville udløbe i 2012. Staten havde derfor et ret presserende behov for at få forlænget en aftale, fordi man ikke uden videre kan skifte operatør på producerende felter.

Et operatørskifte sker helt naturligt, hvis et olieselskab køber et andet med dets medarbejdere og viden, men A.P. Møller ville blot i stedet kunne bruge sine medarbejdere og deres viden et andet sted i verden, hvis man lod aftalen udløbe i 2012. Ligesom DUC ejer en masse infrastruktur, som heller ikke gør et skifte til en ny operatør let.

A.P. Møller har derfor en del muskler at spille med ved forhandlingsbordet. Og statens svækkede position hænger i realiteten sammen med, at der tilbage i 1962 er givet en Eneretsbevilling i stedet for at vælge en model med mange operatører som den norske.

En tidligere genforhandling end i 2003 er i overvejelserne hos statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og miljø- og energiminister Svend Auken (S) i den foregående regering, men de indledende sonderinger viser, at det ikke vil blive så let endda at opnå det ønskede resultat. Ses der på, hvor skatteniveauet lander i forhold til nabolandene, så viser serviceeftersynet, at det nye danske skatteniveau blandt Nordsø-landene kun overgås af beskatningen i Norge, som til gengæld har en meget mere lukrativ ordning for tilbagebetaling af efterforskningsudgifter, ligesom muligheden for at gøre store fund i Norge er meget større.

Den største fejl i forbindelse med 2003-aftalen er derfor måske, at man lod selskaberne på de gamle licenser, langt overvejende DONG og Hess, blive på det langt mere fordelagtige gamle skattesystem.

I 2003 stod det som fortalt i Berlingske i denne uge allerede klart, at Syd Arne-feltet var en sand pengemaskine, og operatøren i form af amerikanske Hess har haft et afkast af sine investeringer i Danmark, som ligger langt højere end den globale Hess-koncerns samlede afkast. Netop i perioden fra 2004 har der været stor produktion fra både Syd Arne og DONGs felter, og skal der peges på en brøler, er det nok, at regeringen ikke lod det markant forhøjede skatteniveau gælde for alle.

Gevinsten dækkede huller

Et andet kritikpunkt har været, hvorfor man i Danmark år efter år har brugt de mange milliarder fra Nordsøen til at få finanslove til at hænge sammen i stedet for at opspare dem, som Norge har gjort siden 1990erne med sin gigantiske Oliefond. Det norske tilfælde er specielt, fordi beløbene er så enorme – cirka ti gange så store som i Danmark – at økonomien var blevet voldsomt overophedet, hvis man blot pumpede dem ud i økonomien. Ikke desto mindre kunne fonden have tjent som inspiration og opsparing til fremtidige generationer i Danmark, men sådan gik det ikke.

Og da staten havde chancen med genforhandlingen af Eneretsbevillingen i 2003, greb man den heller ikke for alvor. Staten har ganske vist oprettet Nordsøfonden, men den har først overtaget 20 procent af DUC i midten af 2012, mens de 20 procent i perioden fra 2004 i stedet er kommet som overskudsdeling – der er tale om samlet 66 milliarder kroner – som er brugt over finanslovene. Det har givet mulighed for ekstra velfærd, men langsigtet havde milliarderne kunnet bruges til mere strategiske investeringer for Danmark. Eksempelvis ville en godt polstert Nordsøfond kunne spille en stor rolle i de kommende års investeringer i Nordsøen.

Med den foreslåede harmonisering af skattereglerne er der opstået kritik fra såvel de berørte selskaber – ikke mindst tyske Bayerngas og amerikanske Hess, mens det statskontrollerede DONG har valgt at tie stille – som oppositionen, fordi der frygtes for investeringsniveauet i Nordsøen.

Ny skærpet interesse

Ved det første informationsmøde om den kommende udbudsrunde af nye licenser var interessen dog stor med hele 31 internationale selskaber, ikke mindst fordi der er gjort gode fund de seneste år, som har skærpet interessen. Interesse og fund medfører dog ikke nødvendigvis faktiske investeringer i produktion. Meget kommer dog til at blive afgjort af de teknologiske fremskridt og olieprisen, der i sidste ende spiller en afgørende rolle for, om der vil blive investeret stort i Nordsøen de kommende årtier også.

Selskaberne burde dog kunne være nogenlunde rolige omkring, at det nye skattesystem vil være intakt i mange år. Der er i serviceeftersynets forventninger til provenuet ved skatteændringerne nemlig forudsat så voldsom en stigning i olieprisen – den ventes at runde 200 dollar pr. tønde i 2032 og 246 dollar i 2042 – at en stigning i olieprisen næppe kan bruges som argument for at genåbne aftalen på et senere tidspunkt.

Under alle omstændigheder har Nordsøen allerede givet en enorm velstand og velfærd til danskerne, og med den fart, der er på den teknologiske udvikling, er der god sandsynlighed for, at det vil blive ved flere årtier endnu, om end indtægterne vil være langsomt faldende.

Kilder: En række interview samt oplysninger fra officielle dokumenter og historiske dokumenter refereret i bogen »Mærsk – manden og magten«.