HMV nærmer sig konkurs

Den legendariske musik- og filmkæde His Masters Voice er faretruende tæt på afgrunden, efter leverandører har afslået at give den gældsramte butikskæde en hjælpende hånd.

Foto: CHRIS HELGREN. Musik- og filmkæden HMV er faretruende tæt på afgrunden, og det kan betyde, at det legendariske logo med hunden Nipper, der lytter til grammofonen, kan blive fjernet fra gadebilledet.
Læs mere
Fold sammen

Den 90 år gamle musik- og filmkæde HMV, der er kendt for sit berømte logo med hunden Nipper, der lytter til en grammofon, er faretruende tæt på at gå konkurs. Det skriver Financial Times.

HMV har længe kæmpet med en massiv gæld og faldende salg, som hele musikbranchen lider under, efter forbrugerne i højere grad er begyndt at downloade og købe musik over nettet. HMV har forsøgt at skaffe indtjening uden for dets kerneområde, men har endnu ikke haft held med at udvide forretningsområdet.

Nu nærmer den legendariske butikskæde, som åbnede sin første butik i 1921 på Oxford Street i London, sig konkursen, efter et sidste forsøg på at række ud til leverandørerne slog fejl, skriver Financial Times.

HMV spurgte i sidste uge dets leverandører om en håndsrækning på 300 million pund, svarende til 2,8 milliarder kroner. Den yderligere finansiering skulle hjælpe kæden med at indfri bankgæld og omstrukturere virksomhedens forretningsmodel.

Forslaget blev afvist af leverandørerne, som tæller pladeselskaber som Universal Music, EMI, filmselskaber som Warner Brothers og Disney og spilproducenter. Det sætter HMV i en penibel situation med meget få handlemuligheder tilbage.

Derfor har den legendariske musik- og filmkæde nu fået Deloitte ind som administrator. HMV siger ifølge Financial Times, at virksomhedens aktier vil blive suspenderet, mens Deloitte vil forsøge at finde en køber til kæden, der nærmer sig afgrunden sammen med de 4.000 medarbejdere, som kæden har under sig.

I sidste uge måtte kamerakæden Jessops se sig nødsaget til at dreje nøglen om, hvilket kostede omkring 1.400 medarbejdere jobbet, og lukningen af HMV ville derfor blive en kedelig start på året for britiske detailkæder.

"HMV er en national institution, som har været en del af gadebilledet i over 90 år, så det er dybt bekymrende at høre, hvor tæt de er på kollaps. Af hensyn til medarbejderne håber vi, at der kan findes en måde at holde virksomheden kørende på," lyder det fra Chuku Umunna fra socialdemokraterne i Labour til Financial Times.