H&M får tiltrængt medvind - slår salgsestimater

Salget hos den svenske tøjkæde Hennes & Mauritz steg med 4 pct. i tredje kvartal, og selskabet solgte samtidig for mere end ventet, viser en handelsopdatering. Fold sammen
Læs mere
Foto: REGIS DUVIGNAU

Salget hos den svenske tøjkæde Hennes & Mauritz steg med 4 pct. i tredje kvartal, og selskabet solgte samtidig for mere end ventet, viser en handelsopdatering.

I tredje kvartal omsatte tøjkæden for 55,82 mia. svenske kr., og det var bedre end selv det mest optimistiske skøn blandt de analytikere, som Bloomberg har indsamlet estimater fra, da det højeste bud lå på 55,49 mia. svenske kr. Analytikerne havde i snit regnet med et salg på 54,03 mia. svenske kr. i tredje kvartal.

»H&M-gruppens fortsatte omstilling for at imødekomme forandringerne inden for industrien har gradvist forbedret salgsudviklingen og løftet markedsandelene i mange markeder i tredje kvartal,« skriver H&M i salgsopdateringen for tredje kvartal.

H&M fortæller dog, at selskabet i kvartalet var ramt af udfordringer med et nyt logistiksystem. Det var ellers meningen, at det skulle gøre forsendelserne hurtigere og modvirke vareophobninger. Vigtige markeder som USA, Frankrig og Italien og Belgien var ramt af problemerne i kvartalet.

H&Ms aktiekurs er trillet ned siden foråret 2015. Her var kursen oppe at vende omkring 365 svenske kr., mens den fredag lukkede i 123,16 svenske kr.

H&Ms regnskab for tredje kvartal lander 27. september.