Hjemmearbejde er ikke bare en PC på nettet

Der er masser af fordele ved at arbejde hjemmefra, men mange virksomheder - og medarbejdere - overser faremomenterne.

Hjemmearbejdspladser øger produktiviteten, men det skal gøres ordentligt. Arkivfoto: Colourbox Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»De fleste tror, at de tager den bærbare computer med hjem, logger på og arbejder - og så er det hjemmearbejde. Det er en meget naiv og romantisk forestilling.«

Det siger Philip Vanhoutte, europæisk direktør for den amerikanske storproducent af bl.a. høretelefoner, Plantronics, til Business.dk i forbindelse med den nationale hjemmearbejdsdag i Danmark 2. maj.

Alle kender fordelene

Plantronics gennemførte i marts en større international undersøgelse af netop hjemmearbejde, og selv om de nordiske lande lægger sig helt i top, er der stadig - for - mange områder, man glemmer, når man taler om hjemmearbejde.

»Folk kender udmærket fordelene ved at arbejde hjemme: Det sparer penge til kontorlokaleplads, giver en bedre balance mellem privat- og arbejdsliv, gør det lettere at arbejde, fordi man er uafhængig af bl.a. trafikken, man har det bedre, det er lettere at koncentrere sig, end hvis man sidder i et åbent kontorlandskab og så videre. Udfordringerne ved man derimod mindre om, og jeg var da også selv lidt chokeret over, hvad vi ikke havde gjort,« siger Philip Vanhoutte.

Han er selv omkringfarende uden fast kontor, for Plantronics har princippet, at hvis man ikke er mindst tre dage om ugen på sin arbejdsplads, har man ikke et fast skrivebord. Selv anslår han, at over halvdelen af hans medarbejdere fra tid til anden arbejder hjemmefra.

»Farerne er f.eks. fedme! Skandinaver er vant til at cykle og komme ud i den friske luft. Er man arbejdsnarkoman og er hjemme, kan det gå galt. Folk glemmer at barbere sig eller klæde sig ordentligt på. Nogen føler, at de mister den professionelle status, for naboerne opdager, at de tit er hjemme og tænker, om de mon har mistet jobbet. Det devaluerer hjemmearbejdspladsen,« siger Philip Vanhoutte.

Tre vigtige punkter

Tre punkter er afgørende vigtige:

Der skal være en dedikeret arbejdsplads derhjemme, hvor man kan lukke døren, ikke har for megen larm, har god luft, ikke får sol på skærmen hele tiden og har plads til at sidde ordentligt ved.

Udstyret skal være i orden. En ti år gammel PC dur ikke. Forbindelsen skal desuden være i orden.

»Danmark står til at ligge i toppen af verden, hvad angår bredbåndsudbredelse. Så det er Danmark, der viser verden, hvad der er muligt. Selv her i centrum af London er hverken bredbånds- eller mobilforbindelserne så gode,« fastslår han.

Arbejder man hjemme fra, skal man desuden være tilgængelig - hvilket afhænger af de gode forbindelser.

»Folk skal vide, i hvilket omfang man er tilgængelig. Alle forventer jo, at man arbejder. Derfor skal de kunne se dig, selv om du ikke er tilgængelig, så de kan komme i kontakt med dig, og her er det selvsagt afgørende med et ordentligt hovedsæt og en god, klar telefon. Endelig skal man trænes i at kunne organisere sit arbejde godt og selvstændigt, for chefen er jo ikke lige i nærheden. Men chefen skal også arbejde anderledes, for han skal lede folk efter deres resultater, ikke efter hvor meget de kan ses på arbejdspladsen,« siger Plantronics-direktøren.

Danskerne er gode

Han understreger, at man ikke skal arbejde fuldtids derhjemme.

»Man skal bevidst vælge opgaver og tidspunkter, som er optimalt at arbejde med og på. For hvis man vil lære af andre, skal man være på sit kontor og være sammen med andre ,« siger Philip Vanhoutte.

Han synes godt om initiativet med den nationale hjemmearbejdsdag og er tydeligt imponeret over, at selv videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) har taget en hjemmearbejdsdag, selv om hun nok tror, at det bliver den eneste:

»I er meget heldige at bo i et land, der har den rigtige infrastruktur og den rigtige ledelsesstil. Danmark er ikke kun god til hardware og software men også til »socialware«, altså den nye kunst at forstå, at arbejde og privatliv både kan være sjovt og produktivt.«