Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Jeg har børn mellem 18 og 23 år, og hjemme er jeg helt sikkert ikke Gud,« fortalte Novo Nordisks topchef Lars Rebien Sørensen sidste år en journalist fra nyhedssitet Pharma Boardroom.
Journalisten havde mindet Lars Rebien om, at nogle direktører for multinationale selskaber i Danmark joker med, at Rebien er kongerigets egentlige Gud. Hvilket han altså delvist afviser. Kongeligt agerede han dog, da han forleden bankede DIs direktør Dybvad på plads, da denne søgte at hverve medlemmer i medicinalindustrien.
Lars Rebien er et meget privat menneske, oplyser Novo Nordisks kommunikationsdirektør, Mike Rulis. Berlingske kan dog rapportere fra naboerne i Søllerød, at Rebien slår græs, klipper hæk, træner i det lokale fitnesscenter og kører på genbrugspladsen i sin fornuftige Volvo – ikke nogen Porsche her, som ellers er et must-have blandt topchefer.
»Lars Rebien bor i et moderat pænt hus. I udlandet ville en mand af hans kaliber jo bo med sikkerhedsvagter og den slags,« konstaterer en nabo fra kvarteret med tilfredshed.
Lars Rebien Sørensens hustru, Charlotte, er meget usnobbet og værner om familiens værdier. Hun bryder sig ikke om, at ægtemanden sidder med næsen i avisen ved morgenbordet, så til tider må han snige sig ud i garagen for at blive opdateret.
På et tidspunkt flyttede familien på landet på Fyn for at slippe for al virakken. Men efter nogle år vendte de tilbage til Københavns-området, hvor parret ofte ses på tur i skoven med hunden, som om vinteren omhyggeligt bæres over saltede fortove for at beskytte poterne ...
Men også Novo Nordisks tolerance holder Lars Rebien nede på jorden.
»Vi har forhåbentlig skabt en kultur, hvor folk føler, de kan være kritiske over for ledelsens beslutninger,« siger han til Pharma Boardroom. Det demonstrerede han i 2005, da en af Novo Nordisks forskere kritiserede ledelsens afvisning af at satse på fedme-medicin.
»Fedme er først og fremmest et socialt og kulturelt problem. Det skal løses gennem en radikal omlægning af vores samfund. Det skal ikke løses med slankepiller til alle, der har nogle ekstra kilo på sidebenene. Der ligger ikke nogen forretning for Novo Nordisk på det område,« fastslog Lars Rebien i et interview med Berlingske Nyhedsmagasin og udpegede flere cykelture, færre P-pladser og Cola-automater som bedste midler i kampen mod fedme.
I samme artikel gik Novo-forsker Kirsten Raun i kødet på sin chef:
»Det er ikke nok at bygge cykelstier. Hvis vi ikke kan behandle fedme, får vi ikke styr på diabetes,« sagde hun.
Man må konstatere, at Rebien har lyttet til Raun.
I dag torsdag skal Novo Nordisks nye fedmemiddel til eksamen hos FDA i USA. Udfaldet betyder milliarder for medicinalflagskibet.