Historisk øjeblik i lufthavnen: Grænsen lukkes, og hjemvendte børn må undvære kram

Lørdag kl. 12.00 lukkede Danmarks grænser. I Københavns Lufthavn var der fuldstændig stille i afgangshallen, mens ankomstshallen var præget af hjemvendte danskere, som de seneste døgn har besluttet at vende hjem. Flagene blafrede fortsat, men knus og kys var erstattet af albuestød.

 
Lørdag den 14. marts klokken 12 lukkede alle danske grænser. Video: Ritzau Scanpix, redigering: Esben Busck Fold sammen
Læs mere

Danmarks største arbejdsplads og lufthavn – ligner på ingen måde sig selv i disse dage.

Foruden at være virksomhed og arbejdsplads for mange tusinde mennesker, så er Københavns Lufthavn også en helt central del af den kritiske infrastruktur, som både er hårdt ramt af coronavirussen, men som også er afgørende for de kommende dage og ugers historiske begivenheder i Danmark.

Det er på mange måder historisk og helt uden fortilfælde i nyere tid, at Danmarks grænser lukker. Det blev annonceret af statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fredag aften. Lidt mere end 12 timer senere blev de historiske ord til historiske begivenheder.

Berlingske var til stede i lufthavnen, da Danmarks grænse lukkede lørdag kl. 12.00.

På et pressemøde kort forinden fortalte sikkerhedschef i lufthavnen Johnnie Müller, at der lørdag efter kl. 12.00 forventes at lande 140 fly med i alt 9.000 passagerer i lufthavnen. Det er uvist, hvor mange af dem, der er danske og hvor mange udlændinge, som skal redegøre for at have et »anerkendelsesværdigt formål« for at komme ind i landet.

I ankomstshallen i Terminal 3 var tingene heller ikke, som de plejer. Til trods for at flere familier var mødt op med flag for at modtage deres kære, så fraråder lufthavnen kram, kindkys og håndtryk. Få trodsede anbefalingerne, men mange måtte gå hinanden i møde med øjenkontakt, smil og albuestød.

Nogle af dem er familien Simonsen fra Horsens. De var kørt til København for at hente datteren, som efter flere måneders jordomrejse med rygsæk, besluttede at komme hjem tre uger før planlagt på grund af de nye restriktioner verden over.

Familien Simonsen er kørt fra Horsens til København for at hente datteren, der afbrød en jordomrejse tre uger før tid for at vende hjem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Faderen, John Simonsen, fortæller, at de på forhånd havde aftalt, at de måtte nøjes med et albuestød til trods for, at han ikke havde set sin datter i flere måneder.

»Det er klart, at vi er glade for at få hende hjem, inden det hele lukker ned. De har rejst siden oktober og rejst foran virussen hele vejen gennem Asien. Vi måtte skrive en SMS til hende i flyveren, at det måtte blive uden kram, for man er nødt til at respektere reglerne,« siger John Simonsen.

Fuldstændig stilhed

Gik man et par hundrede meter ned mod Terminal 2, hvor man normalt checker ind for at rejse, var der lørdag middag fuldstændig stilhed. Med undtagelse af nogle enkelte rejsende, stod de mange bånd, som normalt organiserer køerne, tomme i luften. Der var ingen danskere at finde på dette tidspunkt, men derimod nogle enkelte udlændinge som var på vej hjem – enten som planlagt eller før tid.

Personalet fra de forskellige flyselskaber stirrede for det meste ud i luften. At Danmarks grænse er lukket den kommende måned, får selvfølgelig også store konsekvenser for Københavns Lufthavn som virksomhed. På pressemødet fortalte sikkerhedschef Johnnie Müller, at lufthavnen på forhånd havde sendt så mange medarbejdere hjem, som det kunne lade sig gøre.

Det vil få enorme økonomiske konsekvenser for både luftfartsselskaber, restauranter og lufthavnen som helhed, at der er begrænset aktivitet minimum den kommende måned.

Kl. 12.00 mødte også Venstres øverste ledelse, Jakob Elleman-Jensen og Inger Støjberg, op for at se de historiske begivenheder.

»Vi er ude for at kigge på grænsekontrollen. Det er nødvendigt at lukke grænsen i den her situation, men der er en række spørgsmål, der skal håndteres, eksempelvis med at man stadig kan komme hertil som asylansøger, så hvis man kommer fra Iran og ret beset skal på familiebesøg, men siger, at man skal søge asyl, så bliver man lukket ind. Derfor vil vi foreslå regeringen, at man sætter de asylansøgere, der kommer til Danmark, i karantæne i 14 dage, medmindre de vil ophæve lovgivningen,« siger Inger Støjberg til Berlingske.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og næstformand Inger Støjberg tog i lufthavnen kl. 12.00 for at se grænsen lukke. De foreslår, at asylansøgere kommer i 14 dages karantæne ved ankomst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Jakob Elleman-Jensen fortæller, at de ikke har været inde ved selve grænsekontrollen.

»De har rigeligt travlt med at få etableret sig, og vi skal undgå at gå i vejen.«

Køsystem ved ankomst

En anden, der er vendt hjem som følge af coronavirussen, er Emilia Cebula, som havde været i Barcelona på udveksling gennem universitet. Hun havde oprindeligt valgt at blive i Spanien for at skrive sin bachelor til jurastudiet, men de seneste dages begivenheder fik hende til at ombestemme sig.

»Vi ved jo ikke, hvordan det udvikler sig herfra. Jeg ved ikke, hvad det kommer til at betyde for min bachelor, for der er jo lukket. Jeg besluttede at komme hjem i går, for min lillesøster skrev, at de lukker grænsen. Jeg ville selvfølgelig kunne komme ind, men det er svært at forudse, hvad der kommer til at ske,« siger hun.

Hun ankom med kuffert og maske, som flere end normalt havde iført sig i lufthavnen lørdag. Hun fortæller, at det har været hektisk at komme af sted, men at det gik fint med at komme igennem den danske lufthavn.

Anerkendelsesværdigt formål

På pressemødet tidligere forklarede Johnnie Müller samt Rasmus Skovsgaard, politiinspektør ved Københavns Politi, at det har krævet en stor indsats at blive klar til at håndtere den nye situation i lufthavnen.

Den kommende tid vil alle afgange fra Schengen og non-Schengen-områder, som normalvist er opdelt, komme til samme område, og derfra vil danske og udenlandske passagerer blive opdelt i to grupper.

Alle udlændinge uden et anerkendelsesværdigt formål, skal vende om. Rasmus Skovsgaard forklarer, at det som udgangspunkt er passagerens eget ansvar slet ikke at tage af sted, ellers vil det blive undersøgt, om det er muligt at komme retur med samme fly. Hvis ikke det kan lade sig gøre, skal man vente i lufthavnen til det er muligt.

Det er altså ikke tilladt at eksempelvis overnatte på et hotel eller lignende, indtil man finder et fly retur.

Den normalt travle afgangsterminal var stort set tom for mennesker lørdag formiddag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Anerkendelsesværdigt formål er en konkret vurdering, men politiinspektøren gav en række eksempler som at deltage i en begravelse, besøge et døende familiemedlem eller udøve familiesamværdsret med et mindreårigt barn i Danmark.

Han har ikke noget bud på, hvor mange personer det vil dreje sig om den kommende tid.

Det forventes, at der vil opstå situationer med kø de kommende døgn, men at der er fuld bevågenhed, da eksempelvis cargo stadig skal gnidningsfrit igennem. En tredjedel af dansk eksport kommer igennem Københavns Lufthavn.

Søndag lander cirka 250 fly med i alt 9.000 passagerer. Til sammenligning lander normalt omkring 450 fly med 45.000 passagerer i København.