Hilton reder op til børsnotering

Den internationale Hilton-kæde vil lade sig børsnotere tidligt næste år og har derfor hyret fire banker til at hjælpe med en omstrukturering af en gæld på 13 mia. dollar, skriver Blooomberg News.

Foto: Brian Bergmann. Hilton Hotel i København ved Kastrup Lufthavn.
Læs mere
Fold sammen

Hotel-koncernen, der er ejet af venture-fonden Blackstone, har ifølge en unavngiven kilde været i kontakt med Deutsche Bank AG, Goldman Sachs, Bank of America og Morgan Stanley for hjælp med at omstrukturere en gæld på 13 mia. dollar. Samarbejdet med bankerne vil omfatte banklån, kommercielle værdipapirer, højforrentede obligationer og timeshare-finansiering.

Ifølge Bloombergs kilde ønsker Hilton-koncernen at omstrukturere milliardgælden inden, at man vil lade sig børsnotere tidligt i 2014.

Da Blackstone i 2007 købte Hilton-kæden for 26 mia. dollar, indebar det en større gæld. Handlen blev den største indenfor hotelbranchen nogensinde og skete samtidig med, at virksomhedsopkøb var på sit højeste.

Hotelaktierne er tæt på deres højeste niveau i en fem år, og hotelbranchen melder om stigende omsætning og overskud. Investorerne vil derfor udnytte muligheden og afhænde deres aktiver, skriver Bloomberg News.

- Hilton har en rigtig god brand-portefølje, og der har været en del ændringer, siden Blackstones opkøb af koncernen, fortæller Kevin Mallory, der er formand for CBRE Hotels, som er et af verdens største mæglerfirmaer med fokus på hoteller.

- Det er en meget aggressiv brandmaskine, der har en af de bedst tænkelige ledelser. Deres aktie kan sættes til en høj pris, og jeg bliver overrasket, hvis aktien vil bliver andet end overtegnet, fortsætter Kevin Mallory.

Repræsentanter fra de fire banker, som Hilton-kæden rygtes at have talt omstrukturering med, har endnu ikke villet kommentere planerne for hotelkoncernens børsnotering. Peter Rose, der er talsmand for Blackstone, har heller ikke indvilliget i at sige noget om sagen.

En af Blackstones andre hotelkæder, La Quinta, er også på trapperne til at lade sig børsnotere, skriver Bloomberg News. Ifølge kilden, som Bloomberg er i kontakt med, har Blackstone hyret bankerne JPMorgan Chase og Morgan Stanley til at undersøge muligheden for et salg eller en børsnotering af La Quinta-koncernen.

/ritzau/FINANS