H+H's tyske bejler opgiver ikke opkøb

Den tyske gasbetongigant Xella prøver fortsat at købe danske H+H og har netop appelleret afgørelse fra tysk retsinstans.

En af verdens største producenter af gasbeton, den tyske virksomhed Xella International, har ikke opgivet at fusionere med sin nærmeste konkurrent, den børsnoterede danske gasbetonproducent H H International. Fold sammen
Læs mere

En af verdens største producenter af gasbeton, den tyske virksomhed Xella International, har ikke opgivet at fusionere med sin nærmeste konkurrent, den børsnoterede danske gasbetonproducent H+H International.

Xella har netop appelleret en afgørelse fra Appelretten i Düsseldorf.   



Det sker efter, at appelretten i september afviste den appelsag, som den tyske virksomhed har anlagt efter at have fået forbud mod af fusionere med H+H International.

Om det ender med, at Xella får lov til at appellere ventes afgjort i løbet af 6-18 måneder. Herefter kan en appelsag ventes at tage yderligere 12-24 måneder, skriver H+H i en kommentar til sagen.
 
Der har længe været uro om ejerforholdene i H+H. Den tyske betongigant har i flere år forsøgt at overtage H H. Bejleriet startede i 2010, da Xella smed et bud på omkring 1,3 milliarder kr. på bordet for H+H.


Men buddet blev afvist af bestyrelsen for H+H, og det fik tyskerne til at rette henvendelse til de tyske konkurrencemyndigheder for at få en afklaring på, om et opkøb overhovedet var muligt. Et opkøb af H+H vil styrke og konsolidere Xella på det europæiske betonmarked..

H+H havde i første halvår af 2013 en omsætning på godt 600 mio. kr. og et underskud på 30 mio. kr. Egenkapitalen udgjorde ved udgangen af juni 320 mio. kr.

Xella blev samtidig nægtet mulighed for at yderligere at appellere dommen.

Det får H+H til at konkludere at "en mulig fusion mellem Xella og H+H på det tyske marked vil være forbudt, forudsat at rettens afgørelse om at nægte appel ikke appelleres af Xella inden for en måned fra forkyndelse af dommen."

Dermed synes mulighederne for en fusion mellem de to virksomheder tæt på udtømt.