H+H-direktør et år efter brexit: Pund-eksponering koster på bundlinjen

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere

Porebetonvirksomheden H+H International henter en stor del af sit overskud i England og har siden andet kvartal sidste år derfor været ramt af pundets nedtur, hvilket har afspejlet sig i kvartalsregnskaberne siden briternes EU-afstemning i juni sidste år.

Også i regnskabet for andet kvartal af 2017 vil der være en effekt, når man sammenligner et år bagud, da pundet først tog det store skrald sent i andet kvartal sidste år efter brexit-afstemningen 23. juni.

- Vi har igennem de foregående kvartaler hele tiden været ude at sige, at vi har tabt lidt igen på grund af pundet. Det kan vi heller ikke undgå i andet kvartal, idet pundet var stærkere i andet kvartal sidste år end i år.

- Fra tredje kvartal begynder der at være mindre udsving, i forhold til hvordan det har været de sidste kvartaler, siger Bjarne Pedersen, der er chef for forretningsudvikling og Investor Relations hos H+H, til Ritzau Finans.

Virksomheden hentede sidste år 47 pct. af sin omsætning på det britiske marked. Eksponeringen mod pundet er dog primært knyttet til omvekslingen af overskuddet, som med en svagere pundkurs giver færre danske kroner i kassen, når der regnes om.

- Vi er primært påvirket i forhold til konvertering af overskud, fordi næsten al vores forretning i England sker i pund, både på råvaresiden, lønsiden og på salgssiden. Vi afdækker ikke risikoen på resultatsiden, da det kan være lidt vanskeligt helt at forudsige pengestrømmene, og hvornår nettodelen skal konverteres om, men den almindelige resultatomregning sker i det kvartalsvise regnskab med fuld effekt for udviklingen i pundet, forklarer Bjarne Pedersen.

Den gennemsnitlige kurs på pundet har i andet kvartal foreløbigt ligget på 8,68 kr. mod et niveau på 9,45 kr. i samme periode i 2016.