»Herman talte aldrig om at købe Dansk Supermarked tilbage«

Meget har ændret sig, siden grundlæggeren af Dansk Supermarked Herman Salling døde, og hans enke Karin Salling er ikke i tvivl om, at han ville have bifaldet købet, der blev offentliggjort tidligere på måneden. Om han ville have syntes om de store donationer, hun og den øvrige bestyrelse i de seneste år har delt ud af hans fond til det lokale kulturliv, er hun knap så sikker på. Selv oplever hun stor glæde ved ad den vej at gøre andre glade – og ved tilværelsen i det hele taget.

»Slip så, Liebe!« Karin Salling bor alene med sin to legesyge schæfere og elsker sin aktive hverdag med motion, rejser, veninder og masser af kultur. Den bliver der ikke ændret på med købet af Dansk Supermarked. »Jeg står på sidelinjen og følger med.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam Kristensen

Til trods for, at det stærkt omtalte køb af Dansk Supermarked har udløst en usædvanlig turbulent uge for 70-årige Karin Salling, og til trods for at hun kommer direkte fra en reception, virker hun både energisk og veloplagt, da hun tager imod i sin engelsk inspirerede herskabsvilla »Bella Vista« i Skåde Bakker ved Aarhus.

»Jeg har altså håndværkere,« konstaterer hun, kalder sine to store schæfere til sig og fører rank an på høje stiletter over afdækningen, der skal skåne parketgulvet i den store hall, når håndværkerne går ud og ind. De er i gang med istandsættelse af badeværelser, huset er fra 1931 og trænger løbende til opdateringer. Også spisestuen er netop sat i stand og fuldstændig forandret.

»Det er 37 år siden, jeg flyttede ind i huset, og dengang havde Herman en hvid spisestue, som vi beholdt i alle årene. Her i hjørnet stod et flygel, som hans mor fik den dag, han blev født. Nu syntes jeg, tiden var inde til, at det blev min stil i stedet, og jeg er så glad for det,« siger hun og lader øjnene glide rundt i det moderne og stilfuldt indrettede lokale med indbydende, bløde spisestole og afstemte Kvium malerier på væggene.

I dagligstuen, hvorfra der er udsigt over vandet og helt til Mols på klare dage, er der også mange vidnesbyrd om årtiers interesse for kunst og kultur i form af malerier, skulpturer, antikviteter, ægte tæpper og bøger. Ikke mindst efter at hun i 2006 mistede sin mand gennem 29 år, købmanden Herman Salling, har hun interesseret sig levende for kulturlivet.

»Herman var meget syg i de sidste år, og når man har en meget syg ægtefælle, ender man med at bruge mange aftener med at sidde sammen i stuen. Da han var væk, var der en tomhed, som jeg ikke havde fantasi til at forestille mig nogensinde ville stoppe. Da de første veninder begyndte at spørge, om jeg ville med i Musikhuset og den slags, var jeg afvisende. Det var umuligt at forestille sig at gå ud at more sig og se forestillinger uden Herman, så nej tak! Men til sidst sagde jeg til mig selv, at jeg måtte videre, og at det også var egoistisk af mig at ønske mig Herman tilbage, for han havde det så dårligt til sidst. Da jeg først fik taget hul på at bruge kulturlivet igen, gik det stærkt.«

En interesse, der kommer mange lokale projekter til gode, for Herman Salling efterlod sig en større milliardformue og sørgede for, at hans hustru på livstid har plads i bestyrelsen for i Sallingfondene. Samtidig sikrede han, at hun ikke kan give pladsen videre til hverken egne eller hans efterkommere, og dermed også slipper for at skulle vælge den ene frem for den anden:

»Det betyder, at jeg ikke risikerer at komme til at sidde i ubehagelig situation – jeg kan simpelthen ikke give pladsen videre til familie. Men jeg regner med og håber på, at jeg forlader bestyrelsen i tide og ikke bliver siddende, til jeg er alt for dement,« siger hun.

Med Karin Salling som næstformand har fondene i de seneste år stået for rundhåndede uddelinger til lokale kulturprojekter. Samtidig har fondene opnået aktiemajoriteten på 81 procent af Dansk Supermarked efter det nylige køb på knap 50 procent af aktierne fra A.P. Møller-Mærsk. Den resterende del af aktierne i Dansk Supermarked, der omfatter kæderne Netto, Føtex og Bilka, kan fondene købe af rederiet om fem år.

»Det var aldrig blevet aktuelt at købe aktierne, hvis Herman og Mærsk havde levet. Herman talte aldrig om at købe Dansk Supermarked tilbage – han regnede med, at det samarbejde ville fortsætte til evig tid. Men meget er forandret, og jeg forstår godt, at der er kommercielle hensyn, og at en virksomhed som Mærsk må koncentrere sig om at tjene penge på deres kerneforretning,« siger Karin Salling.

Herman Salling gik for 50 år siden sammen med A.P. Møller om Dansk Supermarked, oprindeligt med fifty-fifty ejerskab, men før salget var fordelingen 32 procent til Sallingfondene og 68 procent til rederiet:

»Af papirerne fremgik det, at vi skulle have tilbuddet først, hvis Mærsk ville sælge. Der var opstået en utryghed blandt de ansatte for, at vi skulle komme på udenlandske hænder og blive splittet op, og da den nye direktør blev hentet fra Tesco og bragte flere med sig samme sted fra, begyndte jeg også at blive lidt nervøs for, at det kunne ske,« erkender Karin Salling med henvisning til, at den administrerende direktør i Dansk Supermarked, Per Bank, i 2012 kom fra en topstilling i den britiske detailkæde Tesco.

»Herman ville helt sikkert have ønsket at bevare Dansk Supermarked på danske hænder. Det ville Mærsk også, og jeg er sikker på, at Ane også har en finger med i spillet– hun driver virksomheden videre i sin fars ånd og er sådan et yndigt menneske, både indeni og udenpå,« lyder Karin Sallings skudsmål om Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, mens hun er »stjerneglad« for den erfarne erhvervsmand Jens Bjerg Sørensen, der var chefforhandler for Sallingfondene i forbindelse med købet.

Det koster Sallingfondene 17 milliarder kroner at sikre sig Mærsk-aktierne i Dansk Supermarked, og det har straks givet spekulationer om, hvorvidt der fortsat vil flyde millioner i donationer til især det lokale kulturliv. Forrige år sprang låget helt af kassen med en rekorddonation på 220 millioner kr., heraf 171 millioner kr. til 12 projekter i Aarhus, og sidste år blev der uddelt 68 millioner kr.

»Der bliver stadig penge til donationer. Jeg ved ikke, hvor mange, måske lidt færre, men donationerne kommer ikke til at stoppe,« lover enken, der nyder at dele penge ud.

»En af de største glæder er faktisk at glæde andre, det er dejligt at have den mulighed. Jeg havde en mand, der gerne ville holde på pengene, og han fik jævnligt besked af myndighederne om, at der skulle deles flere penge ud fra den velgørende fond for at overholde reglerne. Så uddelte han måske 100.000 eller 250.000 kr. – ikke noget, der kommer i nærheden af de beløb, vi uddeler nu.«

Tænker du på, hvad han ville have sagt til det?

»Ja, det gør jeg ind imellem. Så smiler jeg lidt for mig selv og siger: Jamen, Herman, nu er det mig, der bestemmer ... Men pengene skal gives til ting, der varer, så han ikke glemmes. Folk kommer og siger tak til mig for støtten, og jeg siger, at det er Hermans penge, og takken skal rettes til ham – og jeg vil forsøge at give den videre til ham.«

Da de to mødte hinanden til en nytårsfest på Hvide Hus i Ebeltoft i 1975, var den smukke tandtekniker og model 33 år og gift for anden gang, mens han var 57 år med to ægteskaber bag sig. Han forsøgte at få hendes telefonnummer, men fik det ikke, og den historie genfortalte han ved deres sølvbryllup – hun var angiveligt den eneste, der nogensinde havde afvist at give ham sit nummer.

I længden modstod hun ikke hans tilnærmelser, og efter et år efter flyttede hun ind i Bella Vista med sin otteårige datter og en irsk setter, mens han havde to ældre døtre, der boede hos deres mor, og en retriever. I januar 1977, godt et år efter deres første møde, blev de gift.

»Vi var på mange måder meget forskellige, og det kan illustreres med hundehistorien. Da vi skulle købe den første sammen, ville han have en schæfer hanhund og jeg en tæve, en ruhåret hønsehund. Det endte med en schæfer tæve. Sådan var det, vi indgik mange kompromiser hen ad vejen. Herman var vant til at få det, som han ville på arbejde, der var ikke mange, der turde sige ham imod, men det gjorde jeg. Han tog ting med sig hjem fra arbejde, måske noget, han var ophidset over, og når vi talte om det, faldt han lidt ned. Jeg styrede det herhjemme, for han var den type mand, der kunne dø af sult foran et fyldt køleskab. Én eneste gang oplevede jeg, at han lavede mad til mig – da han varmede en leverpostej. Husk på, at han var af en generation, hvor de færreste mænd kunne lave mad,« siger Karin Salling, der ikke så de 24 års aldersforskel som noget problem i samlivet.

Schæferne vedblev at være den foretrukne race i hjemmet, altid to ad gangen, og trods fremskreden alder er det nuværende par, både den 12-årige Liebe og den 8-årige hanhund Darko, så stærke, at hun ikke kan gå tur med dem alene. De trækker hende omkuld, hvis de møder andre hunde. Til gengæld har de god plads til at udfolde sig i den park-lignende, skrånende have, hvor adskillige skulpturer har plads – nyeste anskaffelse er tre løver i bronze, som billedhuggeren Claus Ørntoft står bag. De er mindre udgaver af de tre store granitløver, som kunstneren skabte til dronning Magrethes 70-års fødselsdag, en gave som Karin Salling privat var med i.

Hun gav også sin mand en særlig gave, da han blev 75 år: galophesten »King Ferdinand«, opkaldt efter Herman Sallings far, som gik meget op i galop. Sønnen var mindre interesseret, det var for dyrt og tidskrævende, men fødselsdagsgaven ændrede hans holdning til sporten. I dag har Karin Salling selv fire galopheste, alle opkaldt efter navne i Churchills stamtræ, og hun går jævnligt til galop med veninderne.

»Nogle af mine veninder er også til trav, så det ser vi også. Jeg driller dem med at sige, at det er handicapsport; de har spændt rollatoren efter hesten. Det har vi meget sjov med. I det hele taget er vi en flok, der griner meget sammen,« siger Karin Salling, der undervejs i interviewet får en invitation bippende ind på mobilen.

»Dér blev jeg lige inviteret til stegt flæsk og persillesovs på søndag. Det kan jeg vist lige nå. Jeg har en aftale tidligere på dagen, men jeg tror lige, det kan lade sig gøre.«

Det er sjældent, at Karin Salling tilbringer en hel dag derhjemme. Ud over kulturen og det sociale har hun igennem mange år gået til engelsk, hun går til badminton, nogle uger går hun til pilates og to gange om ugen har hun en personlig træner.

»Hun har pisken i hånden, og det er også nødvendigt. Når man når min alder, skal man holde sig i gang, ellers sætter det sig,« siger hun og tager ikke selv noget af den lækre kransekage, hun serverer til kaffen.

I mange år løb hun hver morgen tur med sin mand:

»De første ti år af vores samliv stod vi op kl. 5 eller 5.30 og løb en god tur. Herman havde noget med balancen allerede dengang, og da det blev værre, ville hans læge forbyde ham løbeturene, men Herman var meget stålsat og fortsatte. Jeg holdt op med at løbe, jeg tænkte, at så stoppede han nok, men det gjorde han først, da han faldt og slog armen alvorligt. Men så fortsatte han med kondi-cykel og vægttræning, det blev han ved med til seks uger før sin død. Vi kørte kørestolen ud i garagen, hvor der var indrettet, så han kunne komme op at ligge og træne med vægte. Det var meget vigtigt for ham at holde fast i det, han havde stor viljestyrke til det sidste.«

Ægteparret havde også mange rejser sammen, blandt andet forretningsrejser – Karin Salling var i en årrække modekonsulent for stormagasinet Salling.

»Han kunne virkelig dyrke detaljen. På en rejse var det kun bøjler, han var interesseret i, jeg lover dig, at vi så mange. Andre gange kunne det være strømpekartoner, der optog ham. Når vi var på ferie, koblede han til gengæld fuldstændig af. Vi var meget i Norge, hvor vi fiskede sammen på Namsen-elven. Herman var et konkurrencemenneske, og det gik ham på, at det var mig, der fangede den største laks. Det var i 1982, og den var 20,4 kg tung. Det lykkedes aldrig Herman at slå den, hans tungeste var 17,3.«

Historien om de store fisk har måske fænget hos hendes børnebørn, som hun jævnligt rejser med sammen med sin datter. I hvert fald svarede de 16-årige tvillingedrenge, at de allerhelst ville til Norge og fiske, hvis de kunne vælge en rejse – den har de dog stadig til gode, for deres mor fik lov at bestemme sidste gang, og det endte med en tur til New York. Familien bor i Düsseldorf i Tyskland, men Karin Salling har købt et sommerhus 20 minutter fra Bella Vista, som de kan benytte frit.

Det bliver også til en del rejser med veninder, som også er blevet alene. Næste planlagte rejse er en operatur til New York.

»Vi har planlagt at stikke af fra noget af operaprogrammet og finde noget jazz undervejs,« siger hun glad:

»Jeg har et rigtig, rigtig godt liv. Og jeg nyder det i fulde drag.«

Har du en kæreste?

»Nej! Det har jeg opgivet for længst. Så skulle jeg møde en som Herman igen. Og det gør jeg aldrig.«