Her var Black Friday-morgen noget af en fuser

Hår der bliver revet af. Slåskampe over iPhones. Gigantiske køer. Der var store forventninger til Black Friday - forventninger, der ikke blev indfriet i Danmark, da de fysiske butikker slog dørene op fredag morgen.

Kim og Paw får traditionen tro indkøbt samtlige julegaver på Black Friday. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Klokken er 06.30. Vi er på parkeringspladsen ved BIG Shopping i Herlev. De to elektronikkæder, Elgiganten og Power, er klar til at tage imod den stormflod af forbrugere, der skal fylde bagagerummet med vilde tilbud. Hypen omkring Black Friday har nået nye højder i år, og snak om rekord for den store handelsdags omsætning har været nævnt mange gange.

Men de amerikanske forhold med slåskampe, spurteri og skrigeri er ikke tilstede i Herlev, hvor både Elgiganten og Power ligger lige overfor hinanden. I hver kø står der mellem 10 og 15 mennesker.

I Powers kø er den første ankommet hele vejen fra Lynge. Han har været her siden klokken fire for at spare 500 kroner. Som en overraskelse for den lille håndfuld af kunder åbner Power et kvarter før, end de har annonceret. 06.45 står Powers ansatte og klapper i takt for de få kunder, der er mødt op.

»Vi havde forventet en noget længere kø - nu er der mere tid til kundeservice,« fortæller Powers butikchef i Herlev, Mikkel Hjort.

Den første ved kassen er en ældre herre, der gerne vil bytte sin iPad - som han købte i går.

Det samme syn af en køfuser er tilstede ved Elgiganten. Men på nettet kan både Elgiganten og Power fortælle en lidt anden historie.

»Over 300.000 danskere har allerede inden kl. 8 været en tur forbi elgiganten.dk. Vi forventede, at der ville blive travlt, og at mange kunder ville kigge forbi, men det her overgår alle vores forventninger. Det er en ny rekord. I minutterne efter vi havde slået dørene op på elgiganten.dk, solgte vi fire Playstations i sekundet. Det har vi aldrig prøvet før. Det var helt vildt,« siger adm. direktør Peter Stedal.

Den samme heftige trafik kan konkurrenten Power nikke ja til.

»Vi har haft vildt travlt! På nettet har vi mere end fordoblet antallet af besøgende i forhold til sidste år, og vi har solgt for otte gange mere end på en normal rigtig god salgsdag. Det er en fuldstændig vanvittig succes for os,« siger adm. direktør Jesper Boysen.

Tobias Marcussen greb chancen og stod op kl 06 i morges for at købe en fladskærm. Hans gode ven skulle egentlig have hjulpet med at bære, men han sov over sig. Der var høje forventninger om kaos og vivar i Fields, men stemningen var yderst rolig, da Tobias sparede 7500, - på sit nye fjernsyn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

I USA går det ned af bakke for de fysiske butikker og op af bakke for netbutikkerne på Black Friday. Og den tendens er også på vej i Danmark, det viser morgens oplevelser i hvert fald.

»I Danmark er detailhandlens fysiske butikkers omsætning relativ stabil, og samtidig ser vi en omsætning på nettet, der er i vækst. Fortsætter det de kommende år, og det peger alle prognoser på, at det gør, vinder netbutikkerne markedsandele,« understreger ekstern lektor på CBS på instituttet for produktion og erhvervsøkonomi Per Østergaard Jacobsen.

Bilkas bager har længst kø

I Fields har Bilka holdt døgnåbent, og Elgiganten har ligesom sin makker i Herlev åbnet butikken kl 7. Her er der lidt mere summen og lidt flere varer, der ryger over disken, men de store slagsmål, og folk der spæner for at få de bedste tilbud – er der ikke – i stedet er der en normal lørdagsstemning, fortæller en af medarbejderne til Berlingske Business.

Kunderne hyggesnakker, imens de kigger med fingrene på de mange tilbudsvarer i Elgiganten. Den adm. direktør har tidligere sagt, at fredag 25. november bliver en festdag. På gulvet ligger der et par sorte balloner hist og pist, som blødt bliver skubbet til, når kunderne går fra den ene hylderække til den anden.

Butikkerne er øde i forhold til sidste år, hvor skubben og masen stor på programmet for at få fingrene i de fristende tilbud. I år er salget primært gået amok på nettet, hvor mange af varerne også har været tilgængelige. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Den største kø i Fields er i Bilkas bager, hvor chokoladescones, snegle, mysliboller og kaffe bliver solgt en masse.

De fleste af butikscentrets gæster tuller rundt med en to-go-kaffe fra enten Baresso eller Bilka – folk ikke er nervøse for, at deres yndlings tilbud bliver revet væk.

Parret Kim Rudbeck og Paw Skjerk fra Amager har hele ugen holdt øje med, hvilke tilbud de skal have i indkøbsvognen i dag. I vognen ligger der allerede de første julegaveindkøb og gaver til dem selv. En Iphone 6, en juicer og en stavblender fra Elgiganten. To par støvler fra Bilka. Georg Jensen lystagesæt til juletræet fra Imerco.

»Vi var også lidt ude sidste år. Men i år har vi skrevet en lang liste med, hvad vi skal købe, for vi vil gerne ordne alle julegaver i dag. Det kan vi lige så godt, på den måde kan vi give bedre gaver til færre penge,« siger Paw Skjerk.

Kim og Paw får traditionen tro indkøbt samtlige julegaver på Black Friday. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

I Elgiganten møder vi også den studerende Tobias Markussen, som bor på et kollegium lige ved Fields. Han skulle rigtigt have været i Elgiganten med en ven, men han sov over sig. Et 55 tommer fjernsyn fra Samsung har han i favnen, og det skal han slæbe igennem Fields og de mørke gader ude i Ørestaden.

»Jeg har sparret 7.500 kroner,« siger han med et stort smil.

Tobias Marcussen greb chancen og stod op kl 06 i morges for at købe en fladskærm. Hans gode ven skulle egentlig have hjulpet med at bære, men han sov over sig. Der var høje forventninger om kaos og vivar i Fields, men stemningen var yderst rolig, da Tobias sparede 7500, - på sit nye fjernsyn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

I resten af centeret begynder der så småt at komme flere til, og flere går rundt med store poser fra Imerco, Bilka, Jysk, Elgiganten og Matas. De fleste er kommet i par – enten kærestepar eller vennepar – og er det et kærestepar, står manden med indkøbsvognen og kvinden med indkøbslisten.

Elgigantens varehuschef Andreas Kastrup er ikke tvivl om, at det bliver en travl dag for ham og de mange ansatte – og især når klokken slår 10, og alle Fields-butikker er åbne, vil Elgiganten være sort af mennesker.

Vi er åbenbart ikke så morgenfriske i Danmark .