Her tager man julen alvorligt: Hyrer 100.000 medarbejdere til julesalget

Der er tilsyneladende store forventninger til julesalget hos den amerikanske handelsplatform Amazon, der forventer at ansætte 100.000 op til denne jul.

Foto: KEVORK DJANSEZIAN

Handelsplatformen Amazon vil ansætte mere end 100.000 sæsonmedarbejdere i USA til at dække den ventede juleefterspørgsel.

Det skriver Bloomberg News.

- Vi har allerede hyret mere end 25.000 fuldtidsansatte i USA over de seneste måneder, og vi regner med at tilføje 100.000 ekstra sæsonarbejdere frem mod den kommende julesæson, siger Mike Roth, der er vicepræsident for Amazons nordamerikanske forretning, til Bloomberg.

Til sammenligning ansatte Amazon "kun" 80.000 sæsonarbejdere i USA frem mod jul sidste år.

De mange medarbejdere vil komme til at arbejde i Amazons 50 gigantiske varehuse og 20 pakkecentre på tværs af USA.

Der vil dog være kamp om den amerikanske arbejdskraft, da detailkæderne Walmart og Target har oplyst, at de venter at hyre henholdsvis 60.000 og 70.000 sæsonarbejdere frem mod jul.