Her skal du betale mest for din Big Mac

Hvor meget man må punge ud for at købe en Big Mac-burger hos fastfoodkæden McDonalds kan fortælle meget om valutaværdien i et land.

Danmark ligger på en tredjeplads i Big Mac-opgørelsen med en pris på 5,38 dollar for den kendte burger.

Burgeren er dyrest i Schweiz og Norge, hvor man skal ryste op med henholdsvis 7,54 og 6,30 dollar. Ukraine kan byde på den billigste burger, da en Big Mac koster 1,20 dollar.

Det skriver Dagens Næringsliv.

Det såkaldte Big Mac-indeks blev udviklet af the Economist tilbage i 1986. Det uofficielle indeks er baseret på købekraften mellem to valutaer og skal give en indikation af, i hvilket omfang valutamarkederne sikrer, at varer koster det samme i forskellige lande. Gennemsnitsprisen på en Big Mac i USA var 4,79 dollar i januar 2015. Den samme burger kostede i gennemsnit 2,77 dollar i Kina. Ifølge Big Mac-indekset betyder det, at den kinesiske valuta er 42 pct. undervurderet.

Indekset er længe blevet kritiseret for ikke at tage hensyn til prisen for arbejdskraft eller de omkostninger, som kræves for at producere burgeren i de forskellige lande. The Economist forklarer, at "Burgernomics" aldrig var ment som et præcist mål af valutaerne, men derimod bare et redskab til at gøre teorierne om valutakurser mere spiselige og letfordøjelige.