Her skaber pensionsmilliarder en helt ny bydel

Pensionspengetanke og projektudvikler investerer over fire milliarder kroner i helt ny Aarhus-bydel med over 1.000 boliger og i nyt hospital.

Lærernes Pension og sygeplejerskes PKA står bag den kommende "Bindebøll-by" på det nuværende psykiatriske hospitalsområde. Bydelens Parkkvarter bliver præget af rækkehuse med små haver foran husene. Fold sammen
Læs mere
Med et samlet budget på omkring 4,3 milliarder vil pensionskassen PKA sammen med projekt- og byggeselskabet KPC både opføre et nyt psykiatrisk hospital i Skejby ved Aarhus og opføre "Bindesbøll-byen" på de nuværende hospitalsarealer i Risskov.

Det største budget på cirka tre milliarder kroner får den nye bydel, hvor Lærernes Pension er medinvestor med 1,6 milliarder. Resten fordeles med 800 millioner til PKA og 400 millioner til KPC.



Trioen har vundet et udbud i Region Midtjylland, som vil flytte det eksisterende og godt 150 år gamle psykiatriske hospital i fredede bygninger tegnet af Gottlieb Bindesbøll. Det giver mulighed for at omdanne området tæt på skov og strand til en ny bydel med hele 110.000 kvadratmeter boliger fordelt på cirka 1.050 lejligheder og rækkehuse.

"Vi er meget glade for, at vi har vundet dette projekt. Det er en grund med en fantastisk beliggenhed med spændende muligheder, og vi er sikre på, at projektet vil skabe gode afkast til vores medlemmer," siger finansdirektør Henrik Walther Mogensen fra Lærernes Pension.



Trioen bag den kommende bydel har med stor sandsynlighed skelet til, at Aarhus - ligesom hovedstaden - oplever stor tilflytning, så næsten alle nye boliger bliver revet væk.

Bindesbøll-byen bliver opdelt i fire områder eller kvarterer med hver sit særpræg. De fleste boliger skal lejes ud, mens en mindre del bliver ejerboliger.



Den anden del af planerne har et budget på 1,3 milliarder kroner og omfatter at bygge et helt nyt psykiatrisk center i Skejby og efterfølgende stå for driften af bygningerne i 25-30 år efter såkaldte OPP-model med offentligt-privat partnerskab. Langtidslejeren bliver Region Midtjylland.

Første spadestik til Bindesbøll-byen bliver efter planerne taget senest i 2019, når det nye psykiatrisk center skal stå klar i Skejby. De tre investorer skal drøfte de nærmere byggeplaner med Aarhus Kommune, som også skal have udarbejdet og vedtaget lokalplaner for området.

Til opgaven med det nye psykiatriske hospital er Wicotec Kirkebjerg, en del af den børsnoterede byggekonceern Aarsleff, hyret til dels teknikentreprisen ved byggeriet, dels til den løbende drift af bygningen de følgende mange år efter den forventede åbning ved årsskiftet 2018/2019.