Her lærer du at spare penge på benzin

Du kan nu få styr på brændstoføkonomien hos din bilforhandler.

Læs mere
Fold sammen

Bedre læremester kan man nok ikke få, når man skal lære at køre økonomisk. Ole Nielsen, tidligere talrige gange mester i rally og orienteringsløb og de senere år fem gange dansk og tre gange nordisk mester i økonomiløb, blev sat til at lære landets Toyota-forhandlere at spare 15-30 procent brændstofsforbrug.

En viden, de nu skal give videre til deres mange kunder – både private og erhvervskunder. ECO Driving kalder Toyota det kursus, som ud over at spare brændstof også vil nedsætte udslippet af CO2.

Prøv selv at spare

Kurset består af en teoretisk og praktisk del. Først kom forhandlernes repræsentanter på skolebænken, hvor Toyota Danmarks miljøchef Charlotte Blak Møller lærte eleverne om ECO Driving. Derefter stod Ole Nielsen klar med den praktiske del af træningen, og det hele sluttede af med mere teori og til slut kom alle en tur i Toyotas ECO Driving simulator.

- Skal man lære andre det, er man nødt til at have prøvet det selv. Med det som udgangspunkt har vi i løbet af juni haft repræsentanter fra alle vores forhandlere på ECO Driving kursus, siger informationschef hos Toyota Danmark A/S, Rene Mouritsen.

Det er nemlig ikke altid nok, at bilfabrikkerne udvikler super økonomiske biler ved hjælp af de nyeste teknologier. Uanset nye, moderne og effektive teknologier er det i sidste ende chaufførens køremåde og adfærd, som afgør, hvor langt det er muligt at køre på en liter brændstof.

- Toyota Optimal Drive er en filosofi, som handler om at nedsætte bilernes forbrug af brændstof og dermed CO2-udslip, men med stor vægt på at bevare glæden ved at køre bil. Det er underordnet, hvilken bil man kører i. Man kan med få ændringer af sin kørestil opnå en væsentlig besparelse på brændstofforbruget og dermed udledningen af skadelige stoffer, siger René Mouritsen.