Her er vildsporene i meningsmålinger

OPINION. Med overraskende valgresultater i 2016, særligt med Brexit og det amerikanske valg, er der sået tvivl om troværdigheden i meningsmålingerne, men kritikken rummer overdrivelser.

Han fik langt færre stemmer end sin demokratiske modstander, Hillary Clinton, men republikaneren Donald Trump vandt i de rigtige stater og er snart USAs præsident – til alle analyseinstitutters store forbløffelse. Foto: Ty Wright/AFP Fold sammen
Læs mere

Meningsmålinger har ifølge mange haft et annus horribilis, og jeg har især efter det amerikanske præsidentvalg læst flere artikler om, hvorfor meningsmålinger er så utroværdige. Men det er nu en overdrivelse al den stund, at de fleste målinger op til valgdagen gav Clinton en føring over Trump på mellem tre og fire procentpoint, og i skrivende stund viser optællingerne en overvægt til Clinton på to procentpoint.

Da optællingen endnu ikke er helt afsluttet, findes der ikke nogen evalueringer af præcisionen for de enkelte institutter eller forskellige metoder.

Vi evaluerer for tiden selv vores resultater, og selv om det endnu er for tidligt at drage konklusioner, så indikerer de første resultater, at valgdeltagelsen i de forskellige demografiske og geografiske grupper var med til at vildlede os – for selv om Clinton vandt i samlet stemmeandel nogenlunde som forudsagt, vandt Trump nu engang valget i valgmandsstemmer. Og med en forventet, samlet valgdeltagelse på 58 pct, kan uventede høje stemmeprocenter i enkelte grupper flytte en del på resultatet.

Også sommerens britiske Brexit-afstemning anvendes i kritikken af meningsmålinger.

Her bør man dog tage metodediskussion­en med i betragtning, da telefonmålingerne viste væsentligt større fordel til »remain«-siden end online-institutterne. Vi havde eksempelvis flertal for »leave« blot få dage inden valgdagen, men det ændrer ikke ved, at vores sidste måling viste flertal for »remain«. Også i denne afstemning var valgdeltagelsen med til at lede os på vildspor, da vores model baserede sig på valgdeltagelsen ved parlamentsvalget i 2015, og især den høje valgdeltagelse i det Brexit-stemte nordlige England overraskede os. I Brexit-afstemningen var valgdeltagelsen 72,2 procent, mens den ved parlamentsvalget var 66,1 procent.

I Danmark er valgdeltagelsen generelt højere og ved det seneste folketingsvalg i 2015 var den eksempelvis 85,8 procent. Derfor er problemet ikke helt så stort hos os, men det skal tilføjes, at når vi op til valg­dagen spørger folk, om de vil stemme ved det kommende valg, så er det ofte over 90 procent, der svarer bekræftende. Det vil sige, at vores meningsmålinger generelt er baserede på svar fra en større andel af de adspurgte end den del af de stemmeberettigede, som rent faktisk stemmer.

Vi baserer ligeledes vores model på stemmeafgivelsen ved seneste folketingsvalg – også når vi laver meningsmålinger ved andre typer valg.

Hvis vi tager det danske EU-valg for et lille år siden som eksempel, så var valgdeltagelsen 72,0 procent.

De fleste målinger, inklusive vores, viste i perioden op til valget dødt løb mellem »ja« og »nej«, men på selve valgdagen blev jeg i medierne citeret for, at det ville blive et rungende »nej«.

Da journalisten spurgte om det var OK at citere mig for dette, var det netop valgdeltagelsen, som jeg overvejede.

Jeg kunne i tabellerne se, at »nej«-siden havde en lille overvægt blandt vælgere, som var sikre på, at de ville stemme (90 mod 88 procent), og samtidig var der en lille overvægt af røde, mere »ja«-stemte vælgere, blandt tvivlerne, som jeg tillod mig at antage var mere tilbøjelige til at blive i sofaen. Derfor kunne jeg ikke se nogen ekstra reserver for »ja«-siden, og jeg lod mig citere for, at det ville blive et klart »nej« – som altså journalistisk blev strammet til »rungende«.