Her er tre benspænd for statsministerens danske vaccinehåb: Den er lysår bagud, mangler milliarder og skal slå Pfizers supervåben

To danske vaccineproducenter har råbt op for at gøre opmærksom på deres egen eksistens i håbet om at spille en rolle i det vaccineberedskab, som statsminister Mette Frederiksen (S) ønsker oprettet på dansk jord. Spørgsmålet er, hvad de to selskaber kan bidrage med.

Det danske biotekselskab Bavarian Nordic melder sig ind i kampen om at få en effektiv coronavaccine på markedet. Flere end 75 vaccinekandidater mod coronavirus bliver i øjeblikket testet i mennesker. Spørgsmålet er, om Bavarian Nordic formår at få sin vaccine hele vejen frem til målstregen. Luca Zennaro/EPA/Ritzau Scanpix

To danske vaccinevirksomheder har spillet sig selv på banen med en melding om, at de er klar til at indtage nøgleroller i Danmarks kamp mod coronavirussen.

Begge selskaber har ivrigt fremført budskabet over for både medier, myndigheder og nøgleministerier. Et budskab, der har fået stor opmærksomhed, særligt efter at statsminister Mette Frederiksen (S) under en opsigtsvækkende rejse til Israel i sidste uge slog fast, at hun ønsker produktion af coronavacciner på dansk jord.