Her er skraldespanden, der selv siger til, når den skal tømmes

To danske iværksættere står bag udviklingen af en skraldespand, der selv sender en e-mail til skraldebilen, når den er fyldt. Det kan spare virksomheder og private for millioner af kroner.

tegning: Bob Katzenelson
Læs mere
Fold sammen

Den teknologiske udvikling sætter et hav af brancher på den anden ende i disse år. Bare spørg i finans-, musik- og mediebranchen – for ikke at nævne de senere års omvæltninger inden for boligudlejning, taxikørsel og dagligvareindkøb.

Nu er turen måske kommet til affaldsbranchen. To danske iværksættere lancerer en ny teknologi, der her kan medføre store ændringer. Lars Kruse Ravnsbeck og Martin Jacobsen står gennem firmaet Wastecontrol bag udviklingen af en sensor, der placeres i låget på en skraldespand og måler, hvornår spanden er fyldt og trænger til at blive tømt. Derefter sender den via en trådløs internetforbindelse automatisk en e-mail til vognmanden, som så kan køre ud og tømme den eller de containere, der trænger til en tømning.

Ja, det lyder sjovt. Men der er ingen grund til bare at trække på smilebåndet. For der er store penge at spare for både virksomheder og private, og der er også en mulig gevinst for miljøet. Det betyder nemlig, at store flåder af skraldebiler kan køre langt mere effektivt og ikke behøver at køre efter et fast skema og tømme halvtomme skraldespande og containere, men først rykke ud, når der reelt er behov for det.

Udsigt til millionbesparelser

Lars Kruse Ravnsbeck og Martin Jacobsen har begge flere års ledelseserfaring fra affaldsbranchen, men har de seneste fem år drevet et konsulentfirma fokuseret på effektiviseringer og omkostningsbesparelser inden for affaldshåndtering. Sideløbende har de udviklet, modnet og testet konceptet Wastecontrol, der nu bliver lanceret.

»Affaldshåndteringen udgør et område, hvor der i dag er et enormt spild af ressourcer. Vores erfaringer fra konsulentbranchen viser, at der er enorme muligheder for effektiviseringer, hvis man bare tænker sig om. Vi havde for eksempel en mindre virksomhedskunde, hvor vi eliminerede 90 procent af udgifterne til affaldshåndtering. Og vi havde en stor kunde, som vi sparede for et millionbeløb,« siger Lars Kruse Ravnsbeck, der sammen med Martin Jacobsen har arbejdet på projektet i godt tre år.

»Vi kan med et snuptag skære op til halvdelen af en virksomheds udgifter til affalds­tømning bort. Det her har potentiale til at vende en hel sektor på hovedet. Begrebet disruption har nået affaldsbranchen,« siger Lars Kruse Ravnsbeck.

Wastecontrol er en del af et smart city-testlaboratorium, som er støttet af Københavns Kommune. Testlaboratoriet hedder CPH Solution Lab, og omdrejningspunktet er at teste nye teknologier, som kan forbedre parkering, gadebelysning og affaldshåndtering i byen. Wastecontrol bliver i den forbindelse blandt andet testet på Københavns Rådhus og på brandstationen på Vester Voldgade. De to iværksættere vurderer, at de giver mulighed for at minimere antallet af skraldespandstømninger med 40-50 procent.

»Der er konkurrenter internationalt, men det er med løsninger, der kræver meget større investeringer end vores. De andre systemer kræver, at man skal købe både et logistikprogram og et abonnement, der samlet koster meget mere end vores. Vores løsning er fuldt integrerbar med vognmandens eget IT-system. Så vi ser dem faktisk ikke som konkurrenter,« siger Lars Kruse Ravnsbeck.

Wastecontrol opererer med et udstyrsdepositum samt en abonnementsordning. Udgangspunktet er, at den månedlige udgift til en sensorboks skal afspejle den typiske udgift til én containertømning. Derfor er den månedlige enhedspris 40 kroner.

Også store muligheder for private

I første omgang henvender affaldsiværksætterne sig til virksomheder, men de to iværksættere ser også muligheder i tømning af privates skraldespande

»Der er store muligheder inden for gen­anvendeligt affald i private husstande eksempelvis, og tænk også på skraldespandene ude i alle de danske sommerhus­områder, hvor spandene ikke bliver fyldt hver uge året rundt. Her er der virkelig en effektiviseringsgevinst at hente,« siger Lars Kruse Ravnsbeck.

Han vurderer, at der i alt er mellem 3,5 og fire millioner affaldscontainere i Danmark, og at cirka 90 procent af dem tømmes efter et fast skema, uanset om de er fyldte eller ej.

Lars Kruse Ravnsbeck og Martin Jacobsen bliver selv distributører af Wastecontrol i Danmark, mens de arbejder på at finde samarbejdspartnere til at stå for distributionen rundt om i Europa.