Onsdag kunne finansminister Nicolai Wammen (S) lægge regeringens første udspil til en finanslov frem. Et af de væsentligste og mest ventede emner er, hvilke initiativer regeringen vil tage for at komme i gang med den grønne omstilling.
Her er nøgleforslagene på det område:
Én milliard kroner til grøn forskning
Regeringen har med finanslovforslaget afsat en forskningsreserve på 1,9 milliarder kroner i 2020 og lægger op til, at midlerne i reserven i »overvejende grad udmøntes til at understøtte den grønne omstilling«. Med finanslovforslaget for 2020 lægger regeringen således op til, at der bruges én milliard kroner til ny forskning i grønne løsninger. Midlerne skal bl.a. understøtte en »kapacitetsopbygning af det grønne forskningsfaglige miljø i Danmark« og klimaforskning ved DMI.
Grøn udviklingsbistand og erhvervsindsats:
Regeringen vil pumpe endnu flere midler ud til grøn udviklingsbistand.
Konkret vil regeringen øge den øremærkede grønne udviklingsbistand med ca. 600 millioner kroner, hvilket er en fordobling i forhold til 2019. Den samlede dedikerede grønne bistand i 2020 vil således være ca. 1,3 milliarder kroner.
Også på erhvervsområdet vil der blive sat midler af til grøn omstilling. Det kan f.eks. være i form af nye digitale, grønne løsninger og grønt iværksætteri. Det er forventningen, at erhvervsindsatser for ca. 60 millioner kroner i 2020 vil få et ekstra grønt fokus som følge af tiltagene.
Midler til forhandling
Finansminister Nicolai Wammen lagde i sit udspil vægt på, at der ikke nødvendigvis er råd til alle ønsker fra støttepartierne: SF, Enhedslisten og de Radikale. Men til gengæld er der et rum for forhandling om prioriteringer af grøn omstilling og velfærd på 2,1 milliarder kroner i 2020. Derefter er der 1,8 mia. kr. årligt i 2021-2023 til nye prioriteringer.
Billigere strøm til elbiler forlænges
Det skal forsat være billigere at få strøm til sin elbil gennem en abonnementsordning.
El- og plugin-hybridbiler, der abonnerer på kørestrøm gennem en erhvervsmæssig tjeneste, kan opnå en såkaldt processats på 0,4 øre/kWh til opladning frem til 1. januar 2020, hvor satsen som udgangspunkt stiger til 89,2 øre/kWh, hvilket er den almindelige elafgift.