Her er projekterne i DONGs nedskrivningsdrama

Nedskrivningerne i oliedelen af DONG stiger fra 3,7 milliarder til 8,1 milliarder her i 2014. Det er den lave oliepris, der er skurken.

Foto: Erik Refner

Der er nedskrivninger i alle regnskab, og i DONG Energy er man bestemt vænnet til, at der er nedskrivning. For nogle år siden tog hele kraftværksdivisionen tøre nedskrivningstæsk, men i år er det olie- og gasudvindingen, den såkaldte E&P division, der må holde for.

DONG oplyser i sit regnskab, at de samlede nedskrivninger i 2013 var knap 13 milliarder kroner, mens det i 2014 er steget til 17,5 milliarder kroner. E&P står for størstedelen af denne kedelige udvikling med en stigning i nedskrivningerne på 4,4 millliarder kroner.

Således fordeler nedskrivningerne i E&P-divisionen sig:

3,8 milliarder kroner på aktiver i området vest for Shetlandsøerne.

2,5 milliarder kroner på det danske felt Hejre.

1,3 milliarder kroner på de norske felter Ula, Tambar og Oselvar

0,5 milliarder kroner på felterne i Siri-området.

»Det markante fald i olie- og gaspriserne var den primære årsag til, at vi nedskrev 6,6 mia. kr. efter skat på en række af vores olie- og gasfelter. Årets resultat blev derfor et tab på 5,3 milliarder kroner,« siger Henrik Poulsen i forbindelse med årsregnskabet.