Her er manden Saxo Bank stillede i skudlinjen

Saxo Banks finansdirektør Steen Blaafalk har i de seneste uger måttet forholde sig til massiv kritik, efter at flere kunder er kommet i økonomisk klemme.

Saxo Banks finansdirektør Steen Blaafalk har stået på mål for den kritik, der er rejst mod banken de seneste dage efter et stort tab til banken på grund af valutaspekulation. PR-foto
Læs mere
Fold sammen

Normalt plejer det at være Saxo Bank-stifterne Kim Fournais og Lars Seier Christensen, der er bankens to ansigter udadtil.

Men intet er i øjeblikket normalt i Saxo Bank, hvor et tab på op imod 700 mio. kroner truer, og bankens mere ukendte finansdirektør Steen Blaafalk har skullet forsøge at mane til ro efter henvendelser fra en række utilfredse kunder.

Flere af kunderne står nemlig til kæmpetab, efter at den schweiziske valuta for nylig eksploderede ved omgående at stige med over 34 procent. Stigningen i valutakursen betyder, at flere kunder, der har spekuleret i schweizisk valuta, ikke er i stand til at betale tilbage, og at det store tab derfor i sidste ende havner hos Saxo Bank.

Situationen er både alvorlig og usædvanlig for Steen Blaafalk, der for under et år siden, trådte ind i Saxo Bank-direktionen.

Steen Blaafalk har ellers prøvet lidt af hvert efter at have arbejdet 33 år i træk i Danske Bank. Karriereforløbet begyndte med, at han kom i lære som bankassistent i 1980.

I de efterfølgende år steg Steen Blaafalk langsomt i graderne. Han endte med at få ansvaret for finanserne i Danske Bank som chef for afdelingen Group Treasury og sad desuden i storbankens magtfulde eksekutivkomité. Det gjorde han indtil 2013, hvor han blev fyret af den nuværende Danske Bank-topchef, Thomas Borgen.

Den vragede Danske Bank-boss blev dog hurtigt samlet op af Kim Fournais og Lars Seier Christensen, der tildelte Steen Blaafalk en hovedrolle i Saxo Banks vej mod en børsnotering, der ifølge målsætningen gerne skal ske inden for et til fire år.

Ved ansættelsen understregede Kim Fournais, at Steen Blaafalks opgave ikke alene ville blive at få sendt Saxo Bank på børsen. Derfor har han blandt andet fået ansvaret for Saxo Banks finanser, risikostyring og juridiske afdeling. Desuden er han nu manden, der skal styre Saxo Bank igennem endnu en imagekrise.

Af tidligere kolleger i Danske Bank omtales Steen Blaafalk som en venlig person med overskud og energi, hvilket også afspejles i hans daglige arbejde som direktør.

Selv er han udmærket klar over, at han nogle gange har så meget energi, at han går for hurtigt frem og dermed overser, at det kan have en negativ effekt på andre.

Energien får han ikke ved at ligge på sofaen, men ved at løbe og klatre. Det giver ham et fysisk og mentalt overskud, lyder det.

Når Steen Blaafalk har fri, finder han tid til at være sammen med sin søn og voksne datter. I travle perioder er hans hustru en uvurderlig hjælp – også når det for alvor brænder på. Det vil det formentligt fortsætte med at gøre i den kommende tid, hvor han stadig skal forsøge at stå imod og signalere: »Bare rolig, vi har styr på det.«