Her er Lagkagehusets navn i London

Kan englændere lære at sige Lagkagehuset? Nu har den danske bagerikæde fundet både navn og beliggenhed i London.

Jesper Friis, direktør for Lagkagehuset. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lagkagehuset gør som blandt andre Sticks ’n’ Sushi og MASH og åbner en butik i London. Men hvor de førnævnte restauranter kunne overføre deres navn direkte til det engelske marked, er Lagkagehuset stødt på en sproglig barriere.

Løsningen er blevet, at Lagkagehuset kalder sig Ole & Steen Lagkagehuset efter de to stiftere af bageriet. De to navne fremgår allerede af selskabets danske logo, men i England bliver de også en central del af navnet og logoet.

»Vi forsøgte at fastholde Lagkagehuset som navn, men det kunne bare ikke lade sig gøre. Vi følte, at det eneste rigtige var at tage Ole og Steen med i navnet, og da vi afprøvede det og spurgte tilfældige englændere, fik vi i den grad positiv respons. De syntes, at navnet lød som to gode venner, der havde en forretning sammen, og det er jo netop sandheden,« siger Jesper Friis, der er administrerende direktør i Lagkagehuset.

Samtidig løftes sløret for, hvor den første butik kommer til at ligge i London. Det kommer til at blive 56 Haymarket St James’s Market, som ligger centralt placeret i London.

»Vi er glade for og rigtig stolte af, at vi nu har lukket en aftale på en helt unik beliggenhed til Londons første Lagkagehus. Der er tale om en meget smuk bygning, som arkitektonisk skiller sig ud fra mængden. Den har et stramt og organisk udtryk, som leder tankerne hen på det vi forbinder med skandinavisk design. Her har vi de allerbedste forudsætninger for at skabe en forretning, der giver lige netop den helhedsoplevelse, som er så kendetegnende for Lagkagehuset. Og derfor er St James’s Market det optimale sted for os at åbne den første butik i London,« Jesper Friis.