Her er hovedstadens billigste ejerlejligheder

Har du en halv million kroner til et boligkøb? Så kan du få dig en lejlighed i København.

Foto: Brian Bergmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hovedstaden byder ligesom alle andre områder på billige boliger, som dog for de flestes vedkommende henvender sig til købere med et stærkt begrænset pladsbehov.

Boligsiden Boliga.dk har fundet de 10 billigste lejligheder i hovedstaden lige nu.

1. Rantzausgade, Nørrebro. Pris: 449.000 kr.

Hvis du kan leve med bad, køkken og toilet i gangen, får du her Københavns suverænt billigste ejerlejlighed.

De 449.000 kr. giver adgang til 35 kvadratmeter fordelt på ét værelse, som ifølge mægleren trænger til istandsættelse. Kvadratmeterprisen er knap 13.000 kroner, hvilket er betydeligt lavere end gennemsnittet for området, hvor snittet er omkring 27.000-28.000 kr.

Se lejligheden her.

2. Hyacintgården, København S. Pris: 650.000 kr.

Lejligheden har været til salg i over et år og er faldet seks procent i pris, men hidtil har ingen købere været villige til at betale prisen.

Boligen er ganske lille med blot 38 kvadratmeter fordelt på ét værelse, og mægleren fremhæver blandt andet, at der er separat brus i badeværelset, og at der ikke er nogen overbo.

Se lejligheden her.

3. Dagmarsgade, Nørrebro. Pris: 655.000 kr.

Der er adgang til swimmingpool, tennisbane og sauna, hvis man køber denne lejlighed på beskedne 32 kvadratmeter på Nørrebro.

Boligen har altan og er ifølge mægleren ideel som studielejlighed, men efter mere end 300 dage på markedet er det endnu ikke lykkes at finde en køber.

Se lejligheden her.

4. Sorrentovej 20, København S. Pris: 655.000 kr.

Med 26 kvadratmeter er der næppe plads til de store armbevægelser, men til gengæld er der mulighed for lidt frisk luft på den tilhørende altan. Lejligheden på Amager har stået til salg i 116 dage og er faldet seks procent i pris, så kvadratmeterprisen ender på ca. 25.000 kr.

Se lejligheden her.

5. Peter Ipsens Allé, København NV. Pris: 695.000 kr.

Selvom der er blevet slået 100.000 kr. af prisen, har endnu ingen valgt at betale de 655.000 kr. for lejligheden, der blev sat til salg i midten af august.

For pengene får man 37 kvadratmeter fordelt på ét værelse.

Se lejligheden her.

6. Peter Ipsens Allé, København NV.  Pris: 695.000 kr.

Boligen bliver præsenteret som velegnet til studiekøb, og kan blandt andet byde på 40 kvadratmeter og et tilhørende kælderrum. Prisen på lejligheden er faldet 10 procent, siden den blev udbudt i juni 2014.

Se lejligheden her.

7. Florensvej 6, København S. Pris: 695.000 kr.

Ifølge mægleren er der tale om en flot istandsat 1V’er med altan nær Amager Strandpark. Boligen breder sig ud over 26 kvadratmeter og har været til salg siden slutningen af juli.

Se lejligheden her.

8. Marengovej, København S. Pris: 698.000 kr.

Ligesom mange af de andre små lejligheder, er der også her adgang til altan. Ejendomsmægleren fremhæver den korte afstand til stranden (750 meter) og fraværet af genboer. Selve boligen er på 28 kvadratmeter.

Se lejligheden her.

9. A. D. Jørgensens Vej, Frederiksberg. Pris: 699.000 kr.

Selv i et af landets dyreste områder - Frederiksberg C - er det muligt at få en ejerbolig til under én millioner kroner.

Denne bolig ligger i en ‘præmieret ejendom’ og fylder 31 kvadratmeter. Lejligheden blev sat til salg i juni og er faldet 12 procent i pris.

Se lejligheden her.

10. Teglbrændervej, København NV. Pris: 699.000 kr.

Efter mere end fire måneder på markedet er denne 38 kvadratmeter store lejlighed endnu ikke blevet solgt.

Der hører en altan med til boligen, der ifølge mægleren er så billig, at der er tid til en bytur i ny og næ.

Se lejligheden her.

Læs mere på Boliga.