Her er historien om Genmabs guldmiddel

Genmabs succesfulde cancermiddel, Daratumumab, med det kommercielle navn Darzalex har slået konkurrenterne langt ud af banen.

Foto: STAFF. Arkivfoto. Genmabs succesfulde cancermiddel, Daratumumab, med det kommercielle navn Darzalex har slået konkurrenterne langt ud af banen.
Læs mere
Fold sammen

Flere analytikere spår, at midlet kan blive et af de mest sælgende lægemidler til cancerbehandling nogensinde. Darzalex anvendes lige nu til behandling af patienter med knoglemarvskræft, men testes i en lang række andre kræftformer – herunder lunge­cancer.

Genmabs Darzalex blev udvalgt som lægemiddelkandidat i 2005 og viste tidligt stor virkning i dyreforsøg. Alligevel levede guldægget fra Genmab i flere år en yderst tvivlsom til­værelse. Da krisen kradsede allerhårdest i Genmab, var selskabet flere gange ved at aflive sit fremtidshåb. Både biotekselskabets pengekasse og den lægevidenskabelige tro på midlet skrantede voldsomt.

»Vi var faktisk ved at droppe programmet hele tre gange. Vi havde en række udfordringer. Flere læger var ikke interesserede i at lade deres patienter indrullere i programmet. Og samtidig ramte vi en meget turbulent tid rent finansielt. Programmet rykkede sig næsten ikke mellem 2008 og 2010. Vi var meget tætte på at stoppe udviklingen,« har Jan van de Winkel tidligere sagt i et interview med Berlingske Business.

I november 2015 blev Darzalex i første omgang godkendt til behandling af patienter med knoglemarvskræft, der har gennemgået mindst tre tidligere behandlingsforløb. Et år senere blev Darzalex i kombination med to andre kræftmidler godkendt til behandling af patienter, der blot har været igennem et andet behandlingsforløb.

Genmab sad alene på rettighederne til Darzalex frem til august 2012, da selskabet indgik en partnerskabsaftale med det store amerikanske selskab Janssen Biotech.

Et års behandling med Darzalex koster i USA i patientens første behandlingsår omkring 135.000 dollar eller ca. 930.000 kroner. Prisen er dog beregnet før de eventuelle rabatter, som de amerikanske sygekasser er i stand til at forhandle hjem.

I 2016 solgte Darzalex for 572 millioner dollar eller 3,9 milliarder kroner.