Her er fremtidens SAS-fly

Få en rundtur i SAS' nye milliard-investering, som skal bringe dig på ferie om fem år.

Foto: Airbus
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Passagerer, der kigger ud gennem vinduet i den nye Airbus A320Neo, vil have udsigt til en vingespids, der stritter lige op i luften.

Det er en såkaldt 'sharklet', som kan andet end at få flyet til at se sejt ud. Ifølge Airbus forbedrer de flyets brændstoføkonomi med mindst 3,5 procent.

Airbus A 320Neo er 37,6 meter langt, 11 meter højt og måler 34,1 meter over vingerne. Rækkevidden er 6.150 kilometer, når de to sharklets er monteret.

Afhængig af, hvor tæt passagererne pakkes, kan der være mellem 150 og 180 om bord på flyet. De sidder i en kabine, der er 3,7 meter bred - 17,8 cm. bredere end konkurrerende modeller.

Indretningen i kabinen har et "friskt nyt look" med mere plads i bagageboksene over sæderne og en markant bedre lyddæmpning end tidligere. De nye fly har desuden en udvidet mulighed for dæmpet og stemningsfuld belysning.

A320Neo-flyene bruger 15 procent mindre brændstof og udleder 15 procent mindre CO2 end den hidtidige A320-model og 20 pct. mindre end MD80-flyene, der nu bliver sendt på pension.

SAS har valgt verdens største udbyder af flymotorer, CFM LEAP-X1A som leverandør af motorer til sine nye fly, som kan bruges på kortere såvel som lange, interkontinentale ruter.

SAS forventer at få den første af de nye A320Neo-flyvemaskiner leveret i andet halvår af 2016. I alt skal den franske producent levere 30 nye maskiner til det skandinaviske flyselskab, der har option på yderligere 11 fly.

Den foreløbige bestilling løber op i omkring 14 milliarder kroner - før den ukendte rabat, som SAS oplyser at have fået af Airbus.