Hun fik juleferien til at tænke over tilbuddet og vende det med baglandet i privaten. Og torsdag slap Hennes & Mauritz så overraskelsen: At den 46-årige Helena Helmersson overtager tøjlerne i den svenske tøjkæde og dermed bliver en af de mest fremtrædende kvinder i den globale modesektor.
Det sender et stærkt signal, om at bæredygtighed for alvor rykker ind i fast fashion – den billige mode, der i stigende grad udskammes for at være skidt for miljøet og for de lande, der producerer den.