Her er dem, som Jesper Lien selv har skiftet ud

I løbet af sine fire år som topchef for Coop har Jesper Lien skiftet næsten hele det hold af ledere ud, som han overtog i 2009. Her er en oversigt over dem, der forlod sin ledelsesposition i daglivarekoncernen, inden Lien i dag selv forlod selskabet.

Efter at have udskiftet næsten hele Coops ledelse skal Jesper Lien nu selv ud at finde nyt job. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Kort tid efter at Jesper Lien tiltrådte som adm. direktør i Coop i 2009, fyrede han Kvickly-direktøren Per Thau. Kort tid efter fratræder koncerndirektørerne Jesper Loiborg og Dorte Prip, førstnævnte på grund af uenighed, sidstnævnte på grund af ændringer i ansvarsområderne.

I forbindelse med Loiborgs afgang i 2010 udtalte Jesper Lien, at han ikke ville tilbage til svingdørstilstande. Siden har 12 medlemmer af koncernledelsen forladt Coop.

I marts 2012 stoppede direktør for Consumer Policy Mogens Werge for at blive CSR- og kommunikationsdirektør i Bestseller. Direktørerne Jens Juul og Per Sjøqvist forblev i virksomheden men uden for koncernledelsen, mens Karsten Rimmer blev ny direktør for CoopPlus & Nethandel.

Læs også: Coop beskærer ledelsen

I april 2012 stoppede Irmas adm. direktør Alfred Josefsen efter 13 år på posten efter en konflikt med Coops ledelse.

I maj 2012 blev IT-direktør Lars Frahm fyret.

I juli 2012 gik Jan Gerber som direktør for Fakta efter et år på posten. Jesper Lien overtog selv direktørsædet. I samme måned forlader også Jens Brinkman sin post som økonomichef i Fakta efter fire år.

I september 2012 stopper Karsten Rimmer som direktør for CoopPlus & Nethandel.

I december 2012 stoppede Sascha Amarasinha efter kun ni måneder som CSR-direktør.

I starten af 2013 stoppede Inge Fogelberg Christiansen som logistik-direktør.

I marts 2013 stoppede Jan Larsen som salgsdirektør for Irma efter 11 år på posten for at blive ny salgsdirektør hos konkurrenten Føtex.