Her er de rigeste bureauejere

Der er godt 600 danske ejere af Danmarks 267 mediebureauer. Se en liste over de rigeste af dem her.

Jan Duckert fra PeopleGroup, der er en af Danmarks rigeste bureauejere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Evensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er godt 600 danske ejere af Danmarks 267 mediebureauer. Af dem har 236 en formue på over en million kroner. Med andre ord kan de kaldes for bureau-millionærer, og deres samlede bureau-formue runder 1,6 mia. kr.. Men vigtigt: Det er ikke en opgørelse over personernes samlede formue. Det skriver markedsforing.dk

– Kun den del af formuen, der stammer fra bureau-regnskabet, indgår i analysen, siger Ole Egholm, manden bag Danmarks suverænt største bureauanalyse. Og den er på gaden nu. Vi bringer her top-10:

1. Jimmy Maymann-Holler, GoViral, 125 mio. kr.

2. Jan Duckert, PeopleGroup, 116 mio. kr.

3. Jesper Kunde, Kunde & Co, 103 mio. kr.

4. Claus Moseholm Jørgensen, GoViral, 96 mio. kr.

5. Henrik Juul, PeopleGroup, 95 mio. kr.

6. Jørgen Jønsson, Recommended, 67 mio. kr.

7. Carsten Kaag, Halbye Kaag JWT, 66 mio. kr.

8. Søren Kenner, 62 mio. kr.

9. Peter Wibroe, Wibroe, Duckert & Partners, 54 mio. kr.

10. Flemming Hald Nielsen, envision, 52 mio. kr.

Det er meget udansk at offentliggøre folks formuer. I Sverige og Norge er det anderledes. Her er åbenhed en selvfølgelighed. Så hvorfor offentliggør Ole Egholm danske bureau-millionærer?

– Jeg ved godt, at mange danskere betragter den slags med afsky og som en ubehagelig snagen i folks privatliv. Men jeg deler faktisk ikke opfattelsen. På mange måder er det også en styrkeliste. Her er de dygtigste inden for bureau-branchen, dem der over et langt træk har været i stand til at professionalisere deres metier, siger Ole Egholm.

– I Norge og Sverige er der offentlighed om fx formuernes størrelser og skattebetalingerne. Den åbenhed er jeg tilhænger af. Det forbedrer sammenhængskraften i samfundet, både når vi taler om åbenhed omkring private og offentlige virksomheder.

– Helt konkret giver åbenhed mulighed for at fange sorte penge, og jeg vil gerne stå på mål for det synspunkt, at hvis vi har større gennemsigtighed om pengestrømme og formueforhold, vil vi blive i stand til at nedbringe skatteprocenten betragteligt. Mon ikke de fleste af os ønsker det, fortsætter Ole Egholm.

Sælg på det rigtige tidspunkt

Kigger vi selve millionær-listens top-10, adskiller den sig fra sidste års liste på to væsentlige punkter: Jimmy Maymann-Holler og Claus Moseholm Jørgensen er spritnye på plads nr. 1 og 4, og formuen stammer fra salget af GoViral til AOL.

I Jimmy Maymanns tilfælde er vi ikke sikre på informationerne om formuens størrelse, idet han er flyttet til London, og det selskab, han i første omgang flyttede AOL-gevinsten til er opløst. Så om både Maymann-Holler og Moseholm Jørgensen kan det sammenfattende siges, at de ikke alene har været dygtige til at skabe værdi med GoViral ved at sælge på det rigtige tidspunkt, men især den ene, Maymann, også har været ”dygtig” til at slette sporene efter sig.

Jan Duckert må af samme grund se sig skubbet ned på listens andenplads. Nu er 116 mio. kr. stadig en okay bureau-formue, skabt bl.a. via en personlig PeopleGroup andel på 43 pct., og PeopleGroup ejer som bekendt 88 pct. af Wibroe, Duckert & Partners.

Jesper Kunde, der ejer 96 pct. af Kunde & Co, er branchens tredje rigeste og har fortsat over 100 mio. kr. i bureau-formue.

– Jan Duckert og Jesper Kunde repræsenterer det kontinuerlige og seje træk i den danske bureauverden lige som Henrik Juul på femtepladsen. De tre adskiller sig fra alle andre på millionær-listen derved, at de stadig er i ”marken” og arbejder for deres virksomheder, mens GoViral-folkene altså har solgt ud til tredje part, slutter Ole Egholm.

Læs hele listen over de mest formuende danske bureaufolk i bureau-analysen fra Dansk Brancheanalyse. Det er en moppedreng på 120 sider og koster 3.400 kr. + moms. Bestil den hos ole@danskbrancheanalyse.dk