Her er Danmarks næststørste - og ukendte - virksomhed

De færreste ved nok, hvad danske Wrist Group er. Men faktisk er det et af de førende selskaber i verden inden for salg af bunkerolie og andet skibsproviant.

Det danske selskab Wrist Group har placeret sig som en af verdens største leverandører af bunkerolie til skibe med et salg sidste år på 85 milliarder kr.  Fold sammen
Læs mere
Foto: A.Carrasco Ragel

Når man hører om selskabet Wrist Group vil reaktionen for nogen nok være »Hvad laver de mon?«. Snarere end »Det er jo en af verdens største leverandører af bunkerolie og skibsforsyning«.

Men ikke desto mindre er den sidste reaktion ganske rigtig. Det danske selskab har lavet en milliardforretning på at levere olie og proviant til skibe over hele kloden.

Fortællingen om Wrist Group trækker spor tilbage til begyndelsen af 1950erne. Dengang blev en 56-årig mand opfordret af sine venner til at starte en virksomhed. Hans navn var Ove Wrist, og inden længe sad han i et lille lokale på havnen i Aalborg og servicerede de mindre skibe, der lagde til på den nordjyske havn.

I dag er det ene lokale på Aalborg Havn skiftet ud med en del flere i et nybyggeri i Nørresundby nord for Aalborg. Og antallet af ansatte er nået en lidt anden mængde 60 år senere.

Det samme er ordrerne. De små skibe er blevet til store, og nu leverer selskabet bunkerolie og skibsforsyninger til den globale skibsfart. Lige fra Finland til Singapore.

Især de seneste 10-12 år har Wrist Group sejlet på en vækstbølge og markeret sig som en markant spiller på det globale marked. I 2002 lå omsætningen på cirka otte mia milliarder kr. til ved udgangen af 2012 at ligge på 85 milliarder kr.

Det gør Wrist Group til Danmarks næststørste virksomhed målt på omsætning efter A. P. Møller - Mærsk. Wrist er således større end  store danske selskaber som Carlsberg, Arla og DSV.

Det er forskellige undergrene i selskabet, der har ført til succes. Wrist Group består af OW Bunker, der leverer olie til skibe, og Wrist Ship Supply, der står for skibshandel og leverer andre ting end brændstof.

Og især sidste datterselskab har sat sig tungt på markedet. Efter væksten sidste år har det kunne kalde sig verdens største leverandør inden for sit område med en global markedsandel på syv pct.

Det er dog ikke sikkert, at Wrist Group får lov til at bevare sin andenplads blandt Danmarks største virksomheder. Tidligere på året har der således rumsteret rygter om, at flere udenlandske opkøbere skulle være interesseret i at overtage Wrist Group og opsplitte den i de to forretningsområder.