Her er banneret du vil elske

De små farvede Post-it-sedler har i årevis reddet glemsomme hjerner fra at misse tandlægen og overse bryllupsdagen. Nu har et russisk bureau genopfundet sedlerne i en ny - omend en smule tyvagtig - digital form.

Foto: LOIC VENANCE.
Læs mere
Fold sammen

Hvis du som de fleste andre danskere surfer nyheder, går på Facebook eller leder efter en ny brødrister på nettet, har du sikkert også opdaget dem: Bannerreklamerne, der følger efter dig.

Også kaldet retargeting bannere: Banner-annoncerne for fx plæneklippere, der vises for dig igen og igen, fordi du forleden netop var på nettet for at finde oplysninger om, ja en ny plæneklipper.

Mange forbrugere finder disse bannere temmelig irriterende, og ud fra den indsigt har den russiske afdeling af BBDO’s digitale bureau-gruppe Proximity genopfundet den teknologi, der ligger bag. Det skriver Markedsføring.dk.

Resultatet er et banner, der gør det muligt for brugerne at erstatte retargeting bannere med deres egen digitale Post-it-noter.

Brugeren kan med andre ord skrive fx ”Husk gave til moster Odas fødselsdag tirsdag” eller ”Hent pakke på posthuset inden kl. 17” på bannerne, og så dukker de op rundt omkring på de sites, som brugeren besøger i løbet af dagen. I stedet for de vanlige retargeting bannere.

Det er smart. Om det er moralsk og juridisk i orden er en helt anden sag. Foreløbig findes muligheden da også kun på russiske hjemmesider, men ifølge bureauet vil man forsøge at overbevise Post-it om også at indføre det i andre lande. Det skriver Markedsføring.dk.

Se film om konceptet her.