17 biler var i går tirsdag genstand for test af en jury. Og ikke én af de 20 deltagere var som det oftest er med bedømmelse af biler mænd. Kun kvinder.

Bag arrangementet står 17 danske bilimportører, som med arrangementet vil vise, at kvinder ikke er umælende individer, når det drejer sig om biler - men mennesker, der vil tages alvorligt og respekteres, hvad der ikke sker så ofte.

Se alle de nominerede biler her

At de 20 kvinder i juryen, som dels var udvalgt på facebook - og dels var mere eller mindre kendte kvinder fra underholdning, politik og medieverdenen - valgte VW Passat CC, er måske knap så vigtigt. Vigtigst er budskabet, at kvinder skal tages alvorligt - både, når de møder op hos bilforhandleren, og i dagligdagen.

Indtil i dag har mange anset kvinder til højst at bestemme farven på bilen - og så håbe på at bilen er vaks og nuttet. Eller som livsstilsekspert Christiane Vejlø sagde i går, så måtte det være slut med, at bilsælgeren altid sendte elevatorblikket til den kvindelige kunde og spurgte om hun ikke bare ville se farvekortet - og så ellers henvendte sig til den mandlige partner.

- Det handler om at lytte til kunden - også kvinderne. Meget kunne forbedres, hvis man rekrutterede bilsælgere blandt kvinder - samt at reklamebranchen ændrede deres kampagner på biler - for det ville ikke skræmme mænd væk fra forretningerne, hvis der blev mere fokus på kvinder, sagde Christiane Vejlø.

For livsstilsekspert og foredragsholder Anna Thygesen var det et spørgsmål om at en bilsælger for eksempel holdt op med at tale ned til kvinder. 63 procent af kunder forlader en forretning, når det sker - de 80 pct. er kvinder.

- Min BMW forretning taler til mig, som om jeg er en idiot. Mange kvinder hader så meget at gå ind i en bilforretning, at de - som en bekendt udtrykker det - hellere vil have en rodbehandling hos tandlægen. Bilforhandlere bør spotte det unikke DNA og behov, som kvinder har, sagde Anna Thygesen.

Sangerinden Pernille Rosendahl fra bandet Storm er opvokset i en bilglad familie og har altid været bilglad. Hun kører VW Touran, fordi hele bandet kan rejse sammen, men hun drømmer om at købe at stor amerikansk flyder og sætte den i stand efter hendes eget ønske. Hun vil ikke have små biler, som mange mener er de "rigtige" kvindebiler - eller konebiler, som mange kalder dem.

- En kvinde er ikke fange af et produkt, men af dets evne til at opfylde et behov - som er krævet netop nu. Kvinder er lige så meget strategiske forretningspartnere som mænd - og ikke en irriterende faktor, når der skal købes bil, som Anna Thygesen udtrykte det.

Arrangørerne håber, at den nye Årets Bil titel kan få folk til at tage kvinder alvorligt - og det både hos bilforhandleren og i banken og alle andre steder.

- Det er jo ikke alene for at finde en bil alene- det er for at sætte fokus på kvinder som forbruger - og vise hende respekt, sagde en af initiativtagerne til Årets Kvindebil, PR-chef Lene Dahlquist fra Ford i Danmark.

For en bilvirksomhed som Volvo er kvinden ikke en irriterende faktor. 57 procent af Volvo-kunderne i USA er kvinder. Kun 14 procent i Europa. Maria Widell Christiansen fra det svenske konsulentfirma Ampersand er en af de ni kvinder, der har været med til at designe Volvos kvindebils koncept - og hun sagde, at man måtte tro om igen, hvis bilkunder generelt var midaldrende gamle mænd.

- Kvinder i USA omsætter lige så mange penge som hele den japanske stat. Faktisk drives den økonomiske vækst generelt af kvinder, sagde Maria Widell Christiansen.

De ni kvinder bag kvindebilen, som i øvrigt har mågevinger som Mercedes-sportsvognen SLS, har en række ønsker til biler - først og fremmest skal de være lette at komme ind og ud af, de skal være lette at manøvrere og parkere, der skal være godt udsyn, de skal være lydløse, de skal have fikse løsninger i kabinen, de skal også helst have et godt navn og have et godt rygte - og så vil kvinder behandles godt af bilsælgeren - og vil ikke forhandle om prisen.