Henrik Poulsen vil bruge 200 mia. på syv år: Det bliver definerende for os

Ørsted-topchef Henrik Poulsen lancerer historisk investeringsoffensiv på 200 mia. kroner. Planen afhænger blandt andet af det omstridte salg af elnetselskabet Radius.

Ørsteds topchef, Henrik Poulsen, vil løfte energigiganten ind i en helt ny liga med massive investeringer i grøn energi. Thomas Lekfeldt

Der blev givet et velplaceret svirp til den grønne samvittighed, da Ørsted-topchef Henrik Poulsen onsdag fremlagde en historisk stor milliardplan i energikoncernens domicil i Gentofte for analytikere og investorer.

De fremmødtes børn og børnebørn interesserer sig mere for den grønne omstilling end de finansielle poster, der jongleres med under arrangementet, lød skudsmålet fra topchefen.

Alligevel ved Henrik Poulsen formodentlig bedre end de fleste, at der ikke kommer en grøn omstilling uden massive investeringer. Og af samme årsag medbragte han en omfattende milliardpakke under armen til kapitalmarkedsdagen, der kan vise sig at blive den mest afgørende i selskabets historie.

Med 200 mia. kroner over de næste syv år regner topchefen med at kunne gafle en stor del af markedet for vedvarende energi, der ifølge selskabet tredobles frem mod 2030.

»Planen er definerende for, hvilken virksomhed vi gerne vil være om fem til ti år. Før var vi et lokalt, fossilt baseret energiselskab. Det, vi gør nu, er endnu en transformation fra at være et havvindselskab til at blive et globalt, grønt energiselskab,« siger Henrik Poulsen til Berlingske Business.

Investeringerne i havvind forventes at være mindst 150 mia. kroner svarende til 75 procent af den samlede investeringsplan.

Ørsted har i dag en global markedsandel på 30 procent inden for havvind, hvis man ser på både producerende parker, parker under opførelse og tildelte projekter. Den kapacitet, der er sat op, kan levere grøn energi til 14 mio. europæere fra havvind. Men med investeringerne vil selskabet ifølge Henrik Poulsen altså bevæge sig ind i en helt ny global liga.

»Vi har en stærk platform, der gør det muligt at forfølge væksten globalt,« siger han.

Planen kræver imidlertid, at en lang række faktorer falder i hak. Blandt andet skal selskabet kunne levere sine projekter til tiden og samtidig formå at vinde projekter i samme trav som hidtil. Men det kræver også, at salget af elnetselskabet Radius, der på seneste har fået stor politisk opmærksomhed, falder på plads, lyder det.

»Det forudsætter en række af de ting, der er i planen, kan holde. Vi skal have penge i kassen fra salget af Radius. Det er ikke det mest afgørende, men der ligger også antagelser om, hvordan vi kan vinde projekter på en økonomisk bæredygtig måde,« siger Henrik Poulsen.

Topchefen forsikrede samtidig aktionærerne, hvor staten er den største med godt 50 procent, at der stadig vil blive udbetalt udbytte. Samtidig fastslog han også, at den finansielle situation ikke blive presset. Gælden vil vokse, men ikke ændre på selskabets kreditvurdering.

Om det vil lykkes at få det omfattende program til at give pote er endnu for tidligt at vurdere, lød det fra flere analytikere.

Michael Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets udtrykte sig positivt om udsigterne for planen over for Ritzau.

»Normalt ville vi sige »fy for satan, virksomheden skal investere mere end ventet«, men sådan er det ikke, når der er rimelige forventninger til det,« sagde han til nyhedsbureauet.

Der er dog nogle markante tendenser, Henrik Poulsen kan sætte sin lid til. Behovet for havvind blev for eksempel udpenslet af de europæiske elselskabers brancheforening Eurelectric, der mandag offentliggjorde, at det vil kræve titusindvis af nye møller for at gøre det muligt at få en CO2-neutral elsektor i Europa inden 2045.

Landvind, solenergi og energilagring ventes at udgøre omkring 15 pct. af Ørsteds investeringsprogram.