Hemmelige tal lækket: Swipp koster 30 kr. pr. transaktion

Betalingstjenesten Swipp er overordentlig dyr for de banker, der står bag. Konkurrenten til MobilePay har således givet bankerne bag tjenesten omkostninger, der svarer til 30 kr. pr. transaktion.

Foto: Nils Meilvang. Martin F. Andersen, direktør for Swipp, er næppe glad for de økonomiske tal bag Swipp.
Læs mere
Fold sammen

Mens Danske Banks MobilePay får mere og mere succes - og senest fik Nordea med på vognen - ser det værre ud for konkurrenten Swipp, som 71 danske pengeinstitutter står bag.

Ledelsen i Swipp har aldrig villet fremlægge betalingstjenestens økonomiske tal, og det er der en ganske god grund til, viser det sig nu.

Mediet Finans har således fået fat i de hemmeligholdte tal, og de viser, at Swipp har kostet bankerne, hvad der svarer til 30 kr. pr. gennemførte transaktion.

Det skyldes ifølge mediet, at bankerne har skudt et trecifret millionbeløb i at udvikle og markedsføre Swipp. Alene i år koster Swipp bankerne op mod 150 mio. kr. Det skal holdes op mod, at der er udsigt til at få fem mio. transaktioner i år. Det giver altså en omkostning på 30 kr. pr. transaktion.

Forleden fortalte Nordea, der var den største aktør i Swipp-samarbejdet, at banken forlader Swipp til fordel for Danske Banks MobilePay. Flere kilder siger til Finans, at de forventer, at Nordeas exit vil betyde, at Swipp lukker og slukker.

Også Henning N. Jensen, ekspert i betalingsløsninger og seniorpartner i PlusCon, vurderer, at Swipps økonomiske tal er uholdbare.

»Al betalingsformidling er dyrt at etablere. Derfor skal man have volumen, og det dimensionerer man sit system til. Når man som Swipp ikke får volumen, giver det dyre transaktioner. Det kan ikke overraske, når man starter op, men det er klart, at det ikke kan fortsætte sådan. Det er uholdbart,« siger Henning N. Jensen til Finans.

Hverken Swipps direktør, Martin F. Andersen, eller bestyrelsesformand Anders Jensen har ønsket at kommentere tallene over for Finans.