Hellerup Finans' boldklub er en dyr fornøjelse

Hellerup Finans overtog sidste år Lyngby Boldklub, der trods flotte præstationer på banen, leverer det ringeste økonomiske resultat i nyere tid.

Lyngby med Hellerup Finans på trøjen mod Viborg, 1 division tidligere i år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Selv om Lyngby Boldklubs resultater på banen er pæne, ser det helt anderledes ud, hvis man tager et kig i klubbens regnskabsbøger. Hellerup Finans har derfor ikke gjort en god forretning, da finanskoncernen og dens mange investorer overtog boldklubben sidste år, skriver Jyllands-Posten.

Fodboldklubbens seneste regnskab viser et underskud på over 12 mio. kroner før skat, hvilket er det største minus, klubben har leveret siden den blev etableret i 2007. I det seneste regnskabsår alene, er der blevet spenderet godt 17 mio. kroner på at holde klubben i gang.

Klubbens revisor påpeger endda, at der er behov for 15-18 mio. kroner i indeværende regnskabsår, hvis Lyngby Boldklub skal overleve.

Svigtende sponsorindtægter og engangsomkostninger i forbindelse med en større restrukturering af klubben får skylden for det massive underskud af boldklubbens ledelse.

Hellerup Finans overtog aktierne i 1. divisionsklubben, da den lå til oprykning for et år siden. Foråret gik dog ikke som forventet, og Lyngby Boldklub måtte se pladsen i Superligaen passere, hvilket kostede den daværende træner jobbet. Udmeldingen i den forbindelse var, at Hellerup Finans så »lyst på mulighederne i Lyngby Boldklub, da der er styr på økonomien«.

Boldklubben skriver i regnskabet, at man forventer et driftsunderskud på knap 7 mio. kroner i indeværende regnskabsår. Til gengæld går det strygende på grønsværen, hvor Lyngby Boldklub lige nu pryder førstepladsen i 1. division.