Hektisk aktivitet hos Bladt

Rekordstor ordrebeholdning og øget indtjening i den jyske stålkonstruktions-virksomhed. Vækstforventningerne fastholdes trods turbulent marked.

En af de opgaver, Bladt måtte påtage sig i det forløbne regnskabsår, var færdiggørelsen af den påsejlede jernbanebro i Limfjorden. Svejsearbejdet, der var udført i Polen, var af en så ringe kvalitet, at Banedanmark måtte bede det lokale firma om hjælp. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Aktivitetsniveauet er højt hos den store aalborgensiske stålkonstruktions-virksomhed Bladt, og der kommer også overskud af anstrengelserne.

Bladt-koncernen, der sidste år blev overtaget af kapitalfonden Nordic Capital, producerer fundamenter og transformerstationer til off-shore-vindmølleparker. Desuden produceres komplekse stålkonstruktioner til off-shore-industrien.

Af det netop offentliggjorte regnskab for Bladt Holding fremgår, at koncernen i det regnskabsår, der gik fra 30.november 2011 til udgangen af 2012, omsatte for 1,4 mia. kr. og præsterede et driftsresultat på 105 mio. kr. Det er ifølge årsberetningen det højeste nogensinde.

Holdingselskabet er nyt og har derfor ikke sammenligningstal med tidligere år.

Det år, vi har taget hul på, bliver ifølge årsrapporten ligeså hektisk. Ordre­beholdningen er rekordstor. Der forventes en omsætningsvækst på 10-15 pct. i 2013 og en tilsvarende vækst i driftsresultatet.

Turbulent marked

Senest har Bladt overtaget produktionshaller på i alt 30.000 kvm. i industriparken Lindø, der tidligere rummede det nu nedlagte A.P. Møller-ejet skibsværft. Bladt bliver parkens største operatør. Andre store aktører er det tidligere Fredericia Skibsværft, der nu kaldes Fayard. Det har bl.a. overtaget Lindøs største dok til reparationsopgaver.

Det noteres i årsrapporten, at markeds­situationen for offshore-fundamenter og stålkonstruktioner er præget af en del turbulens. Vindenergiprojekter på havet bliver ind i mellem udskudt af finansielle årsager eller fordi transmissionsystemer på land ikke er på plads. Problemerne er navnlig relateret til Tyskland, hvor store investeringer i nye transmissionsnet stadig udestår. I år og i fjor har Bladt bl.a.leveret fundamenter til den store vindmøllepark ved Anholt.

Ny strategi
Trods turbulensen vokser markedet. Bladt konstaterer, at flere af koncernens konkurrenter i branchen har finansielle problemer, mens Bladt med en stor kapitalfond i ryggen er godt rustet til at tage nye markedsandele. Nordic Capital overtog Bladt fra kapital­fondene IndustriUdvikling og Maj Invest .

Bladt producerer i Aalborg, Kerteminde/Lindø og i Tyskland. Firmaet har desuden en afdeling i Polen, hvor man outsourcer enkeltdele og udfører visse svejseopgaver.

Afdelingerne i Danmark og Tyskland er forbundet med havnefaciliteter. Samlet rådes der over 40.000 kvm. produktions­haller under tag og 35 hektar produktionsområder. I alt beskæftiger koncernen 554 medarbejdere, heraf 25 lærlinge.

Bladt er i færd med at implementere en ny strategi for virksomheden i forlængelse af ejerskiftet. Hovedopgaven er at kunne levere kunderne løsninger, der reducerer prisen på energi.