Heineken vil have serbisk øl

Det hollandske bryggeri har købt op i Serbien.

Hollandske Heineken har købt det serbiske bryggeri Rodic Brewery for en ukendt pris.

Bryggeriet har 282 ansatte og er blot fire år gammelt. Det ligger i det nordlige Serbien, og har en kapacitet på 1,5 millioner hektoliter. I 2007 ventes det at sælge 500.000 hektoliter øl af mærkerne MB Premium, MB Pils og Master.

Heineken venter, at det serbiske marked for øl vokser med 3-5 procent i år. Størrelsen af markedet blev sidste år anslået til 5,6 mio. hektoliter, hvilket svarer til et salg på 52 liter øl pr indbygger.

Købet betyder, at Carlsberg og Heineken bliver konkurrenter i Serbien. Over de seneste år har Carlsberg investeret 100 mio. euro i Serbien.

I 2005 øgede bryggeriet kapaciteten til 1,1 mio. hektoliter fra tidligere 570.000 hektoliter, hvilket gjorde Serbien til Carlsbergs dengang hurtigst voksende marked.

Heineken optræder ellers flittigt i de danske medier, da bryggeriet i et samarbejde med Carlsberg forsøger at overtage britiske bryggeri Scottish & Newcastle.

RB-Børsen