Heathrow overhalet som verdens travleste lufthavn

Heathrow lufthavn i London er ikke længere den travleste af sin slags.

Foto: ANDY RAIN

Den britiske lufthavn må se sig forvist til andenpladsen af Dubai International Airport i den lille mellemøstlige ørkenstat, der i de første 11 måneder af 2014 havde 68,9 mio. gennemrejsende passagerer mod Heathrows 67,8 mio.

Det skriver The Guardian.

Heathrow blev i december ramt ekstra hårdt af en nedgang i passagerer til en bestemt destination, nemlig Rusland. Det menes at skyldes både Vestens sanktioner mod det store østeuropæiske land, samt en økonomisk nedgang i Rusland, som følge af dykkende oliepriser og en svag rubel.

Dubai overhalede Londons primære lufthavn, til trods for, at Dubai International i 80 dage blot havde en enkelt landingsbane til rådighed, som følge af ombygninger. Den mellemøstlige lufthavn regner med at fortsætte den stærke vækst fremover.

- Givet den trafik, vi opnåede i de første 11 måneder af året, sammenholdt med, at vi har haft nogle af de travleste dage nogensinde i december, så er vi sikre på, at vi vil afslutte året med over 70 mio. passagerer og en cementeret status, som den travleste internationale lufthavn i verden, udtaler Pail Griffiths, den britisk-fødte chef for Dubai Airports, til The Guardian.