Havarikommission kritiseret sønder og sammen på DSB-bestyrelsesmøde

Interne dokumenter viser, at statens sikkerhedsvagthund, Havarikommissionen, blev stærkt kritiseret på et bestyrelsesmøde i DSB 13. december.

Tidligt om morgenen 23. februar 2013 blev en 20-årig kvinde fanget, da hendes arm sad fast i dørene på et enmandsbetjent IC3-tog, der satte i gang fra stationen. Overvågningsfotoet indgår i Havarikommissionens foreløbige ulykkesrapport. Fold sammen
Læs mere

Mens DSB udadtil hævder at have stor respekt for Havarikommissionens arbejde, er tonen om statens sikkerhedsvagthund noget anderledes internt i DSB.

Berlingske har fået adgang til materiale fra det seneste bestyrelsesmøde i DSB 13. december, hvor bestyrelsen blandt andet diskuterede den betændte sag om en stærkt forsinket havarirapport om ulykken i Vejle, hvor en 20-årig kvinde fik armen i klemme i et IC3-tog.

Af materialet fremgår det, at ledelsen i DSB i voldsomme vendinger langer ud efter Havarikommissionen.

»Havarikommissionens første og andet udkast til rapport viste i DSBs optik ikke til fulde den uafhængighed, der skal kendetegne kommissionens arbejde,« står der i en præsentation under titlen »Baggrund for DSBs høringssvar.«

DSB-ledelsen anklager også Havarikommissionen for at bruge »sensationsprægede formuleringer« i overskriften på rapportens forside som lød »ung kvinde fik håndled i klemme i dørene og blev slæbt med toget« i stedet for det mere neutrale »passager«.

De kraftige protester fra DSB over den foreløbige rapport fra Vejle-uheldet skyldes bl.a., at rapporten sætter spørgsmålstegn ved sikkerheden i enmandsbetjente tog, hvor lokomotivføreren på én gang skal kontrollere, at alle passagerer er sikkert om bord på toget og samtidig skal sætte toget i gang. Netop kritik af enmandsbetjente tog er sprængfarligt for DSB, som på flere togstrækninger har indført enmandsbetjente tog og derved sparet den togfører væk, der tidligere tjekkede dørene.

»Fejlagtigt« og »misledende«

I materialet til bestyrelsen beskyldes Havarikommissionen for »fejlagtige, misledende og udokumenterede konstateringer«, når Havarikommissionen f.eks. skriver, at »togpersonale ved en eller flere af dørene kan langt nemmere varetage sikkerheden for passagererne, da de ikke har andre sikkerhedsopgaver på dette tidspunkt.«

DSB-ledelsen kritiserer herudover, at Havarikommissionen omtaler passageren, altså den unge kvinde, som »konsekvent ansvarsfri«, selv om hun havde en alkoholpromille på 1,76. Havarikommissionen beskyldes endelig for »fordrejet anvendelse af data«, fordi statens sikkerhedsvagthund har sammenlignet alle ulykker, som relaterer sig til ind- og udstigning og for at udelade »afgørende fakta« i rapporten.

»Vores orientering til bestyrelsen flugter med det, vi har meldt ud om Havarikommissionens tidligere rapportudkast. Det er helt naturligt, at direktionen og bestyrelsen åbent drøfter aktuelle sager og emner – det er også tilfældet med denne sag,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Anders Egehus, direktør for drift hos DSB.