Hasteopdatering fra Apple: Opdatér alt dit udstyr straks

Tre alvorlige sikkerhedshuller er blevet fundet, og hackere er allerede i gang med at bruge dem. Apple udsender derfor hasteopdatering – men det kræver, at du sørger for selv at opdatere dit Apple-udstyr.

Det danske Center for Cybersikkerhed anbefaler, at man snarest muligt får opdateret alt sit Apple-udstyr for at lukke for muligheden for, at hackere kan trænge ind. Mark R. Cristino/EPA/Ritzau Scanpix

Tre nyopdagede sikkerhedshuller, som kan udnyttes af hackere til ramme alle brugere af iPhone-telefoner, iPad-tablets og Mac-computere, skal lukkes straks, inden det går galt for alvor.

Apple har hasteudsendt softwareopdateringer, og det danske Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste anbefaler, at man hurtigst muligt får opdateret alle sine Apple-enheder.

Sikkerhedshullerne giver hackerne mulighed for at få adgang til Apple-udstyret, hvis man besøger for eksempel bestemte sider på nettet.

Der er allerede tegn på, at hackerne udnytter muligheden. Derfor haster det med at få hullerne lukket.

Ifølge Apple står dette udstyr til at være i fare:

  • iPhone 8 og nyere

  • iPad Mini fra 5. generation og nyere

  • Mac-pcer med MacOS Monterey og nyere

  • Apple Watch Series 4 og nyere ure

Man bør altid holde alt sit udstyr opdateret med de seneste sikkerhedsrettelser, ligesom alle programmer og apps altid bør være opdateret til nyeste udgave. Ikke alene får man dermed typisk adgang til nye funktioner. De nyest kendte sikkerhedshuller vil typisk også dermed være blevet lukket.

På Apple-udstyr skal man vælge Indstillinger > Generelt > Softwareopdatering, så både selve grundsoftwaren – på iPhone-telefoner iOS, på Mac-pcer MacOS, på iPad-tablets iPadOS og på smarture WatchOS – og de installerede apps og programmer bliver ført à jour.