Har vi en ny DONG-formand?

Han forlader formandsposten i Københavns Lufthavne og åbner dermed for en ny, stor post - måske i spidsen for DONG Energy.

Henrik Gürtler forlader formandsposten i Københavns Lufthavne. Dermed gør han muligvis plads til at stå i spidsen for DONG Energy. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Henrik Gürtler er navnet. Han stod i forvejen højt på listen over mulige formænd i DONG Energy, og han er bestemt ikke blevet et dårligere bud nu, hvor Københavns Lufthavne melder ud, at den 60-årige formand forlader selskabet.


Dermed er det muligt, at Henrik Gürtler gør plads til en formandspost i DONG Energy.

Berlingske Business' erhvervskommentator, Jens Chr. Hansen, har tidligere nævnt Gürtler på en liste over mulige kandidater sammen med erhvervsfolk som Steen Riisgaard, Peter Schütze, Stine Bosse, Eivind Kolding og Lone Fønss Schrøder.

Beskrivelsen lyder således:

»Succesrig bestyrelsesformand i Københavns Lufthavne, der i nogen udstrækning ligner DONG. Nemlig med et betydende statsejerskab og tidligere en kapitalfond i ejerkredsen. Gürtler nyder stor respekt både i det offentlige regi og i det private erhvervsliv. Ganske vist noget af en indadvendt type, men kendt for sin ret-linethed og sit resultatfokus. Gürtler stopper som direktør i Novo-familiens pengekasse Novo A/S – et år før oprindeligt planlagt – i sommeren 2014.«

Den kommende DONG-formand bliver udpeget af hovedaktionæren, den danske stat ved finansminister Bjarne Corydon (S), og hans eller hendes største opgave bliver at børsnotere selskabet i 2017 eller 2018. Udover at varetage statens interesser skal formanden også forstå samspillet med den spredte ejerkreds og Goldman Sachs som ny storaktionær. Derudover vil han indgå i et tæt samarbejde med DONGs koncernchef Henrik Poulsen, som Goldman Sachs har stor tiltro til.

DONGs formand siden 2005, Fritz Schur, meldte for nylig ud til Berlingske Business, at han forlader energiselskabet på årets generalforsamling den 12. marts.

»Det her er det helt rigtige tidspunkt. Selskabet er i fremgang. Pengene er til rådighed, strategien er til rådighed, og ledelsen er til rådighed. Det næste store punkt for DONG bliver børsnoteringen. Den er planlagt til 2017-2018, og det er klart, at når man har siddet ni år på nuværende tidspunkt, så skal man ikke sidde indtil da. Det er simpelthen for længe,« sagde Fritz Schur.

Navnet på DONGs nye formand ventes at blive offentliggjort i indkaldelsen til generalforsamlingen, som senest skal udsendes onsdag i denne uge.