Har PFA fingrene nede i din kagedåse?

NYHEDSANALYSE: Der kan være tusindvis af dine pensionskroner i spil, hvis du hører til blandt den million danskere, som har penge stående i PFA. I det skjulte har landets største pensionsselskab nemlig i en årrække ligget i skyttegravskrig med myndighederne om fordelingen af milliarder af kroner, som rigtigt mange danskere har del i, skriver finansredaktør Peter Nyholm.

02BUS20150108-174331-4.jpg
PFA-bygningen Marina Park i København. Foto: Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere

Helt afgørende for PFA var evnen til at tiltrække en række af landets allerstørste virksomheder under den vækstsultne og nu afgåede topdirektør Henrik Heideby.

Det er lykkedes i stor stil med Danfoss, DONG Energy, Siemens Wind Power og mange flere, Men på den anden side af bordet har Finanstilsynet til opgave at sikre, at pensionsselskaberne nu også fordeler kundernes penge rimeligt. Det betyder også, at selskabet ikke må bruge gamle kunders penge til at finansiere store rabatter til at lokke nye kunder med.

Disse »rabatter« i form af særligt gode tilbud til særligt attraktive, nye kunder har hidtil været holdt så hemmelige, at end ikke Finanstilsynet kunne få adgang til dem trods opfordringer i en netop overstået ankesag, hvor PFAs ledelse havde hyret to af Københavns topadvokater i håb om at tryne myndighederne til at tillade rabatordningerne. Men Berlingske Business kan i dag for første gang beskrive dele af et af de tilbud, som PFA lokkede en af landets største og mest attraktive pensionskunder, DONG Energy, med i et giftigt udbudsforløb med Danica og PFA som de centrale aktører.

Materialet rejser interessante spørgsmål. For eksempel er det et centralt salgsargument, at PFA lovede de attraktive, nye kunder del i PFAs fælleskasse, den såkaldte Kundekapital. I kroner og øre lovede pensionsselskabet et afkast på 126 millioner kroner fordelt over fem år. Et løfte som PFA-kollektivets »gamle beboere« ikke havde fået. Først for en måneds tid siden offentliggjorde PFA-formand Svend Askær, at alle PFAs kunder er stillet lige med hensyn til afkast på Kundekapital, efter at Berlingske Business for første gang beskrev disse hemmeligholdte garantier, som heller ikke fremgik af PFAs indberetninger til Finanstilsynet.

Det afgørende spørgsmål til PFA er fortsat, hvordan finansieringen af disse rabatter og garantier er foregået. Er det fælleskassen (Kundekapitalen), der har måttet holde for, er det ulovligt. Eller har PFA brugt egenkapitalen, hvilket man godt må. Pensionsgiganten har selv givet en del af svaret. For i 2013 tilbageførte PFA 857 millioner kroner fra PFAs egenkapital til PFA-kundernes fælles kundekasse. Man blev med andre ord fanget med fingrene nede i den fælles kagedåse, men den sag handlede primært om PFAs finansiering af underskudsgivende forsikringsordninger – i mindre grad om de hemmelige garantier til attraktive kunder.

Bestyrelse og revisionsudvalg i PFA bør nu stille spørgsmålet: Har PFA taget tilstrækkeligt højde for de særlige garantier på afkast på Kundekapital og garantierne for, at PFA på afkast overgår Danica, som Berlingske Business har afdækket, eller kommer pengene til disse også fra PFA-kundernes fælles kagedåse?