Har Borgen lagt Danske Banks grimme fortid bag sig?

Peter Nyholm Jensen, finansredaktør, byline billede. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malte Kristiansen

Kan man både være ydmyg, kompetent og ambitiøs på én gang? I så fald omskriver man lærebogen i kommunikation for topchefer. Ikke desto mindre er det, hvad Danske Banks topchef Thomas Borgen er ved at lykkes med. For banken er stille og roligt ved at vende tilbage til nogle af de dyder, som prægede bankverdenen før finanskrisen.

I fremlæggelsen af årsregnskabet for Danske Bank blev der nemlig lagt vægt på milliardudbetaling til aktionærerne, en lavere egenkapitalstyrke og høj egenkapitalforrentning – hvad der på mange måder minder om succeskriterierne for bankdirektører anno 2007, lige før det hele ramlede. Og det er altså kun et års tid siden, at vi fik syn for, hvor alvorlig krisen havde været i Danske Bank bl.a. i den meget omtalte Rangvid-rapport, der dokumenterede et særligt statsligt risikoberedskab, der i hemmelighed holdt hånden under landets største bank. Et fænomen som Berlingske Business afdækkede i serien »Falder Bankerne, falder Danmark«.

Vi har også først for ganske nylig fået et sæt regler på plads, der tøjler primært Danske Bank, der i forhold til Danmarks BNP er en virkelig sværvægter på verdensplan, og således er symbolet på »Too big to fail«-problematikken i Europa.

Det store spørgsmål er, om Danske Banks topchef Thomas Borgen har ryddet tilstrækkeligt op i butikken til igen at kunne dyrke de gamle dyder.

Det tyder faktisk på det. For gradvis har Danske Bank fået renset ud i den ene dårlige sag efter den anden. Kæmpetabene fra Irland synes at være lukket ned, milliardnedskrivningen på den dybtkøbte finske bank Sampo er taget, og det virker ikke, som om Danske Bank kommer til at få store problemer med hverken landbruget eller lån til sektorer, som bliver belastet af den hastigt faldende oliepris.

Thomas Borgen gør endda en dyd ud af at være forsigtig med ekspansion i økonomiske klemte Finland, ligesom han er tilbageholdende over for situationen i Baltikum, hvor Danske Bank også har en mindre bank. Danske Bank har endda genvundet noget af fortidens faglige respekt via succesen MobilePay.

Endnu mangler Danske Bank dog at levere usårlige resultater som ærkekonkurrenten Nordea har gjort år for år også under krisen. Men det specielle ved bankdrift er, at tillid avler tillid – og tillid er lig med billigere lån for Danske Bank. Og for at få disse synergier over på sin side er Thomas Borgen nødt til at levere målbare resultater i superligaen for bankdrift. Derfor er der ingen vej udenom at krydre ydmygheden med høje ambitioner på det finansielle område. Også selv om den hurtige tilbagevenden til førkrise-dyderne måske støder nogle.